Forskønnelsen_1925

siger det os, at Formen har et Indhold i sig selv, en Aand i sig selv, som det er værd at stifte Bekendtskab med for dens egen Skyld, et Indhold, som man forst man frigøre for dens Pligt til at skulle forestille Ting, som har praktisk Betydning for os, forend den kan fremtræde for os i al sin umiddelbare Skønhed og Enkelhed, og hertil kan hjælpe os alt det, de moderne Kunstnere og Kunstteoretikere har tænkt om det Sprog. 1 denne Teori hedder det blandt andet, at jo kortere en Følelse er, desto spidsere er Vinklen, og jo fuldere en Følelse er, desto større er Vinklen. Det forekommer mig, at man gennem disse Ord faar en klar elementær Opfattelse af den rene Figursom Udtryk for vort Sind. Jeg mener nemlig, at man bor gaa den Vej, som nu angives af moderne Studier over Kunstens Maal og Midler, at lige som de store Videnskabsmænds Metoder bliver gjort anvendelige for det store Folk, bør ogsaa Kunstnernes, den store Kunstners Arbejdsmetoder, Maaden hvorpaa han kommer til sit Resultat, studeres og gøres an­ vendelig for Undervisningen i dette Sprog, paa anden Maade kan man ikke gøre sig Haab om at lære at naa til Forstaaelse. Som alt andet har ogsaa Billedsproget en fast Organisme: Punktet, Linien, Figuren. Alt drejer sig om Figuren. Med den begynder man, det er Billedkunstens Billedflade, og det er Arkitekturens Façade. Paa Billedfladen afsætter man et Punkt; bevæges Punktet uden Mellemrum, fremkommer der en Linje, vokser Punktet, fremkommer der et Legeme, og det er Liniens Forhold til Billedfladen, enten som Figur eller ved egen Rytme, som betinger dets Dekoration og Facadens Inddeling. Punktets Vækst giver Le­ gemet, og dettes forskellige Konstruktion giver Forskellen paa Bygninger, paa Menne­ sker, Dyr, Træer og Ting. Men disse forskellige Legemer bestaar igen af Højde, Bredde og Dybde, af Linjer og Punkter, og saaledes i det uendelige. Naar man taler om et godt Forhold, mener man dermed Forholdet mellem Højde og Bredde, taler man om en ro­ lig Facade, mener man dermed en god Inddeling afen vilkaarlig Figur; taler man om en levende Facade, mener man en rig Figur- og Linje-Rytme, og taler man om en per­ sonlig Stil, ser man disse Linjer og Figurer antage et Forhold til hinanden, som ud­ trykker individuelle menneskelige Følelser, altsaa uden at behøve at forestille noget kendt, illudere noget. Da nu Figuren — altsaa den geometriske Figur — er noget i sig selv personligt, kræver den, at den indenfor det store Hele føles som en Karakter. Men det er netop det, som giver os de daarlige Façader; den enkle Figur, Ruden, hele Vin­ duet eller Døren er ingen Personlighed, og betyder intet sammen med det andet paa Facaden, det falder fra hinanden. Indøvelser i Figurers Karakter og Sammenspil med andre Figurer bør være Begyndelsen, og ikke Dygtigheden i at tegne en Figur mere eller mindre portrætligt, det bør ikke gælde Gengivelsen af Tingen, men Indøvelse i Forstaaelse af Formsproget selv. Videre bør der fortsættes med Øvelser i Inddeling af Figuren. Ved Hjælp af Kunstværker og Arkitektur af fornem Art kan dette meget hurtig læres, og Øjet vil da blive opøvet i Balance, i Orden og Koncentration, idet en Figur ikke maa sprænges eller formindskes af sit Indhold. Men er disse Grundlove netop ikke ogsaa, hvad der ligger til Grund for al vor Fa*rden. Giver ikke det ene Menneske det andet Farve og Karakter, ønsker vi ikke netop at faa Balance i vort Liv, at fylde det, ikke at sprænge det, er det ikke Savnet af disse Grundlove, som irriterer os i daarlig Kunst, og er det ikke netop disse Grundloves Tilstedeværelse eller Udelukkelse, som paa min Vej til Stationen snart har fyldt mit Sind med Glæde, snart med Mismod. Udfra den enkle Begyndelse vil man meget hurtigt komme i Forbindelse med det le­ vende Sprog, som er Formens. Som Højden passer til Bredden, skal Rummet passe til