Forskønnelsen_1925

undgaa, daarlig Musik, daarlige Mennesker, men ikke daarlige Bygninger. De tærer paa vor Kraft Dag ud og Dag ind paa samme Tid, som de gode virker oploftende. Dette Spild af Kraft, som bedst maales ved den positive Værdi det vilde have, om vor By be­ stod af levende, karakterfuld Arkitektur, er der ingen (h und til længere at linde sig i, Folket har nu Krav paa at blive delagtig i de Værdier, dette Formsprog giver os, dem selv til (ilæde og Nytte, og Kunsten til Gavn og Udvikling. Hvor lidt der ofres, hvor lille Interessen er for dette Sporgsmaal, ses bedst, naar man læser Dagbladenes Radio-Programmer igennem. Aldrig udsendes Foredrag om dette vort Sprog, aldrig mærker man, at der er Trang til Kendskab om det Sprog, som er Formskønhedens, og det hedste Bevis paa, hvor lidt man regner med det som en almen Nødvendighed, harman i Radiokommissionens Sammensætning. I den lindes ingen Re­ præsentation for vort Form-Sprog. Og det er da dette, jeg her vil slaa til Lyd for, udfra Erkendelsen af den stærke fysiske Indflydelse, den ydre Form har paa vort Sind, den Betydning, den har for vor Kultur: at vi bør arbejde hen til, at dette Formsprog bliver taget med i Opdragelsen, ligestillet med de øvrige Discipliner i Skoler og Opdragelses­ anstalter. Thi i hvilket Forhold staar for Tiden dette Øjets Kultur til de øvrige Fag? Man kan snarere sige, at der intet Forhold er, da der saa godt som intet gøres for Kendskaben til de Formværdier, som alene Øjet kan komme i Forbindelse med. Man kan blive Stu­ dent uden Spor af Kendskab til de Storværker i Kunsten, som har henrykket os Men­ nesker i Tusinder af Aar, endsige at man forlanger Kendskab til det Sprog, disse Værker taler. Men lige saa vel som der lægges et Grundlag i os fra Børn af moralsk Art, lige saa vel som vi ved gradvis Udvikling af et sindrigt komponeret Lyd- og Synssystem lærer vort Talesprog og Skriftsprog at kende og ved Undervisning i Grammatik lærer dets Konstruktion og videre derfra udvikler vor Forstaaelse af Sproget— ja leveros ind i det, til det gennem vore Digteres Værker fremtræder i al sin Mangeartethed og Rigdom, lige saa vel som vi gennem lige saa sindrigt opfundne Skoler lærer Musikens Mesterværker at kende og lærer dens Sprog, og derigennem faar Adgang til selvstændig Nydelse af Musiken, og lige saa vel som vort Legeme uddannes, ikke alene til fysisk Kraft og Behændighed, men til plastisk Skønhed, ja lige saa vel som vort Sinds rige og mærke­ lige Funktioner bliver taget under Kultur og udforsket for derigennem at give os en Lettelse i vort Liv, erkendende at Forstaaelse er Vejen til Udvikling, — saa maa vi ogsaa for vort Ojes Vedkommende kunne forlange, at dettes Kultur bliver taget op til Undersøgelse, at Maal og Midler bliver klarlagte, at Formsproget igen kommer til Ære og Vivrdighed for dets egen Skyld, og ikke som nu værende Slave i materialistiske Formaals Tjeneste, og at vi gennem Opdragelse opnaar Selvstændighed ogsaa paa dette Punkt. Og »let er Selvstændighed, som er nødvendig. Paa alle andre Omraader udvikles Ungdommen til selvstændig Tænkning, men paa Formsprogets Omraade bliver vi sendt ud i Verden uden Muligheder for at kunne linde os til Rette i den, deraf den store Usik­ kerhed. Istedetfor at kunne leve med i Udviklingen slaar man sig til Taals med det en­ gang vedtagne, og alt nyt og stærkt faar ingen Støtte. Den Uddannelse af Øjet, som nu eksisterer, tager Sigte paa Øjets Evne til at kunne skelne Genstande fra hinanden, hedømme Afstande, at kunne orientere sig, men ikke paa en æstetisk Udvikling. Ud fra det Indtryk, Formen gør paa os, snart stemmende os glade, snart triste, udfra »let, dette Sprog fortæller om fjerne Tiders Væsen og Aand, 52