Forskønnelsen_1925

Faatals Ejendom. 1 Formkunstens Værker taler nu kun Despoten, Enevælden, Rig- manden. Det store Folk lever ikke mere med som i Oldtiden, de skildres i deres Fat­ tigdom og Usselhed, til Rigmandens Underholdning, og faar selv tilkendt Kasernen til Rolig og en Stenørken til Fædreland. Ikke engang de offentlige (iudshuse er Kød af deres Kød eller Riod af deres Riod. Kunstneren gaari Tjeneste hos Rigmanden, Enkelt­ personerne, indtil han led ved dette Forhold gaar sine egne Veje, eksperimenterende, selvoptaget, lorstaaet af færre og færre, indtil nu hegge Parter henges efter gensidig Forstaaelse. Kunstneren trænger til Folket og Folket til den Næring, som Kunsten er. Og Formsproget fortæller mig om den nuværende Tingenes Tilstand. Om en Bonde­ stand, som Løbet af o() Aar har bortødsle! Formvivrdier i Rygninger og Bohave af uvur­ derlig Betydning. Disse Former, som i et marvfuldt, farverigt Sprog fortæller om Tider, Slægter og Personer, og som man skulde mene var uadskilleligt forbundne med den Stand, som skabte dem. Denne Episode fortæller sammen med den foregaaendc, at det danske Folk, ja hele det evropæiske Folk som Helhed, har glemt det Sprog, Kunsten taler, og i Grunden staar paa har Bund. Oprettelsen af I*'redningsnævn for Bygninger og Natur, Forskønnelsesforeningens Arbejde, er Beviser paa, at man ikke kan stole paa den store Befolknings Smag, og beviser, at Tradition intet betyder; at Kunstens Sprog kræver Øvelse og dagligt Arbejde som al anden Værdi, man vil tilegne sig og be­ holde. Men foruden disse Beviser behøver man kun at gaa en Tur i Byen, dette at Hundredetusinde Mennesker kan holde ud at bo i de Huse, der bydes dem, dette, at man i det hele taget faar Lov at hygge saadan, giver et tilstrækkeligt Bevis paa, hvor fuldstændig Ukendskabet til Formens Skønhed er baade hos høj og lav, hos dem, der har Ansvaret, og hos alle de andre, som intet kan vide. Eller vore Kirkegaarde. Her hvor det frie danske Folk selv kan vælge, viser det sig med forfærdende Tydelighed, hvor langt vi er nede, og at det kun er et Faatal af Byens Borgere, som ved deres Over­ skud af Kraft giver en Indsats og sørger for, at vor Formkultur ikke gaar helt tilgrunde. Alt dette siger mig, at det er paa Tide vi finder Maal og Midler og Metoder til, at den store Befolkning bliver gjort bekendt med dette Formsprog, som taler til os igennem alt, hvad Mennesker har skabt af synlige Ting, og som taler til os gennem Naturens Former. Og det siger mig, at det er paa Tide, at de faar Del i denne Skønliedsverden, at de lærer at skelne mellem godt og ondt, at de kommer med i det store Arbejde, som gøres for, at denne Side af vor Tilværelse bliver saa tiltalende som mulig. Som det er nu, modarbejder Folket i Almindelighed alle disse Bestræbelser. Igennem Kunsthistorien gaar et Suk over Kunstens saakaldte Forfald. Kunsten taler om svundne Tider, da Opgaverne var store, var af samfundsmæssig Betydning, da det var hele Folkets Sag, naar et Kunstværk blev færdigt og gik ind i det offentlige Liv, og vi beklager vor egen Tid, hvor Kunstarterne har specialiseret sig. Med andre Ord, vi længes efter hele Folkets Medleven i Kunstens Arbejde, længes efter Forstaaelse ud over de faas, længes bort fra den smaalige, personlige Splid, som kommer, naar man faar nok i sig selv, længes ud af den artistiske Eksperimentere!!, ud til en stor løftende Udvikling, som vedkommer alle. Hidtil har man søgt dette Maal naaet i Troen paa, at det engang vil vinde frem ved egen Hjælp. Denne Søndagstilværelse tror jeg ikke paa. Den virkelige Forstaaelse af det Sprog, som er den gode Forms Sprog, Kunstens Sprog og Naturens Sprog, er en Sag, som trænger sig paa mere og mere. Som alle Mennesker skal lære at læse, skal alle Mennesker lære at læse det Sprog, hvis Resultater er os tæt­ tere paa Livet end alt andet, tættere paa Livet end Bogen selv. Daarlig Bøger kan man

51

KOMMUN££