Forskønnelsen_1925

I Aaringer har vi halt et stort Torv liggende, ventende paa sin Bebyggelse. En For­ ventningens Glæde greb en, hver Gang man tænkte paa dette Torv, alle de Muligheder det havde, hvilket prægtigt Torv vi kunde gore det til, vi med vor Kultur og begyndende gode Smag. Denne værdifulde menneskelige Folelse, som Forventning kan være, lun­ den stedlige Kommunalbestyrelse befriet os for. Det første Andels-Hus er rejst, og Ar­ kitekten har paa en fuldtud heldig Maade vist Beboerne, at de er Lejefolk, Numre, Fpersonligheder. Hvis man saa endda ud af Arkitekturen følte, at her boede et Sam­ fund, stærk i sin Egenartethed, det ene Vindue som det andet, men hvert især karakter­ fuldt for sig, hvis man endda følte, at denne Kolos var et Billede paa Sammenslutnings- tanken, var det en aandelig Værdi, saa kunde man da finde sig i Kasernesystemet, men intet af alt det er tilstede. Den moderne Stræben efter den rene Linje har Arkitekten opfattet som den lige. Vi tier stille, fordi vi ved, at 9/io af vort Samfund er tilfreds med dette Besultat, og ikke kan se længere. Den personlige Frihed, Retten til at bygge, hvad og hvordan man vil, har fejret en smuk Triumf. I Kraft af vor høje Kultur burde jeg jo nu kunne glæde mig til at træde ind i Stats­ banernes Ventesale, og til at tilbringe Vs Time i deres smagfulde Vogne, og dog er alt, hvad jeg hidtil har set, intet imod den Fattigdom paa Formindhold, og den Rigdom paa slette Farver, som saadan en d. Kl. Gennemgangsvogn rummer. Ft buet Loft, som er ved at sprænge Vognens Sider, en Inddeling af Fyldinger og Listeprofiler af den ba- naleste Art, Farver, der som friske ligner et Køkken og som gamle en af vore usleste, mest snavsede Sidegader i København. I disse Omgivelser tilbringer daglig i lOOOvis af Medmennesker en længere eller kortere Tid. Hvad slig en Rejse ellers indeholder af daarlige, hæslige Reklamer, kender alle. Jeg vil skaane Dem for Billedet af Østerhro- kvarieret, denne Stenørken, i hvilken Medmennesker lever en Tusmørketilværelse, og hvorover man passende kunde sætte Dantes Ord »Her lades alt Haab ude«. Overfor det meste af den københavnske Formverden maa man være glad for den Evne, vore Sanser har at lukke sig til for alt, hvad der er Gift for dem. Paa denne korte Tur til København har den ydre Formverden i et rent og klart Sprog fortalt mig om sine aandelige Værdier, har sat mit Sind i Svingning, har virket fuldt saa stærkt paa mig, som al anden aandelig Kraft. Som Formsproget fortæller mig om vor egen Tid, fortæller det mig med ikke mindre Styrke 0111 Fortiden, 0111 de fjerne Tiders Sjæl og Aand, fortæller mig om den ældre Stenalders naturberuste Sind, og om den yngre Stenalders indadvendte, selvoptagne Aand. Det fortæller om, at for det græske Folk var dette Formsprog et naturligt Udtryksmiddel, igennem det taler det græske Folk til os i Sorg og Glæde. I dette Sprog giver de Udtryk for deres Naturglæde og for deres dybe Religiøsitet, i dette Sprog har de fundet Udtryk ogsaa for Raaheden, og da Formen for den er noget levende, aandfuldt i sig selv, ikke blot en Tjener, som det synes at være for os. har de formaact at fortælle derom i et Sprog saa rent, at det for senere Tider stadig staar som eftertragtelsesværdigt. Formsproget fortadler mig i Middelalderens gotiske Kirker om en Slægt, som deri fandt Udtryk for deres Evigheds- hængsler og for deres jublende Opdagelse af Tilværelsens Overdaadighed, og som i Mod­ sætning til den romanske Tid turde leve Livet helt ud i en overstadig Taksigelse for al denne Rigdom. Det fortæller mig 0111 , at vi her i Danmark har haft en Oldtid, hvor hele Folket levede med i dette Formsprog, og har overleveret os et Billede af et frit, skonhedselskende Folk, hvis Formsprog ikke staar tilbage for nogens i Renhed og Kraft. Men «let fortadler mig ogsaa om en Tid, hvor dette udtryksfulde Sprog bliver et 50