Forskønnelsen_1925

SPREDTE BETRAGTNINGER OVER FORMSPROGETS BETYDNING FOR VOR OPFATTELSE AF KUNST Foredrag holdt ved Foreningens 10 Aars Fest paa Handluisct af Professor ved Kunstakademiet A k s e l J ø r g e n s e n . N T a a r jeg om Morgenen træder ud af mit Hus i Lvngby for at gaa til Stationen, er jeg hidtil bleven bilst Godmorgen afen lang Allé af de skønneste Konnebærtræer. Paa hver Side af Vejen stod de med deres store, grønne Kupler og morsomme faste, enkle Stammer. Som gennem en Himmel af Grønt gik min Vej, og jeg glædede mig over den Sundbed, som lyste ud af hvert Træ, glædede mig over, saa fast og sikkert den lille Stamme bar den buttede, velnærede Krone. Hensynet til Telegraftraadene bar gjort det nødvendigt at beskære Træerne for oven, og andre praktiske Hensyn (dette mærkeligt mystiske Begreb, hvorindunder man skyder al Voldtagen af æstetiske Værdier) bar nødvendiggjort en Beskæring for neden. Denne tidligere saa festlige, sunde Allé fremtræder nu som en Huin; paa den brutaleste, tikyn­ digste Maade er disse Træer berøvede deres Særegenheder, de har begyndt deres Van­ dring i det menneskelige Samfund, og har mødt vor nuværende Tidsalders mærkelige Sans for af Hensyn til det praktiske at gøre alt saa karakterløst som muligt. De har stiftet Bekendtskab med den store Befolknings fuldstændige Ukendskab til det Sprog, en saadan Allé taler til os i, de havde ikke den Lvkke at være kommunale eller Stats­ træer, over hvilke der i hvert Fald raader et højere Forsyn. Paa min videre Vandring naar jeg til en lille Gaard, den lange, lave Længe med det gamle, røde, mosgroede Tegltag, de hvide Vinduer og de grønne Skodder, den lille gamle Forhave med det hvide Stakit og den brede Indgang. Ved Siden af ligger, hvad man kan kalde for en 2-Etagers Kaserne med 2 Opgange. Som det første Hus var et indbydende Smil, er det sidste en Knytnæve. Jeg har mødt min Mand fra Alléen igen, i hvert Fald den Type. Den praktiske Sans raader over hele dette Hus, og den skal være et Billede paa alle Nutidens Fordringer: højt til Loftet og store, lyse Værelser. Indgangsdøren er saa høj, at man synes at svæve op til Midten for dog at faa lidt Balance, Vinduerne saa store, at de maa bortjage enhver Stump af Skygge i Stuerne; man gribes af en uendelig trist Stemning. Videre træffer jeg smukt og grimt, mit Sind fyldes snart af Glæde, snart af Tomhed, og først ved Synet af en lang gammel Bondelænge falder mit Sind ti) Hvile. Det er som jeg i disse Forhold, den lange, hvide Mur, det høje, hrungrønne Straatag, og alt det grønne ved Foden, træfTer noget, som er mit eget, noget som jeg finder fuldkommen Fred i. I sligt, en enkelt almindelig Længe, føler man Uendeligheden i sig, alt er det Historie, vort eget Væsen, Fred, Hvile, det er som en Grøftekant, man tænker ikke, blot er man uendelig sikker, som om man endelig er kommen i Havn. Dette er min daglige Oplevelse, igennem en Højde og en Bredde med den rette Deling imellem la g og Mur, fortæller dette lille Hus mig, at jeg er Dansk, at denne Deling ikke findes noget andet Sted i hele Verden. Jeg heder hver Dag om, at dette lille Klenodie maa blive liggende. Den praktiske Sans har nu i Aaringer gjort sig stærkt gældende. Vore Bønder svnes ikke at være tilfreds, førend alt, hvad der kan minde dem om personlig Kultur, er blæst

hort fra Jordens Overflade. FORSKØNNELSEN. XV. AAIIG. >925. Nr. 6 .

49