Forskønnelsen_1925

Hvis Landbrugsministeriet i sil stille Sind venter, al Befolkningens Opfattelse nok engang vil afklares og efterliaanden samle sig blot nogenlunde til el fælles Synspunkt, saa faar det Lov at vente længe. Ln smidig Formand kan vel nok a fog til skalfe En- stemniigbed om en tilstrækkelig nklar Iudstilling, og der kan komme Træthedsperioder, men Knighed? Aldrig. Hvis man alligevel ikke gaar ind paa nærværende Delingsforslag, elleret lignende, hvad saa? Vil man ganske rolig lade Flertallet voldfore Mindretallet? Det er sjælden gaaet godt i Folelsessager, og som sandan maa man regne Dyrehaveproblemet. Kiler vil man omvendt haabe, at Mindretallenes Forere som en Art Missionærer skulde kunne omvende den store Befolkning til den rette Naturtro? Det vil næppe føre til noget. Og desuden, hvorfor ikke lade hver beholde sin Naturfølelse i Fred? Hvilken Mangel paa Visdom at tro paa Knigheden om det døde Træ og paa den »rigtige« Anskuelse derom. Ideernes Brydning er saa gammel som vor Kultur. Kndog i den klassiske (>1(11id besang Luean det store Træ, der efter sin Død dog kaster venlig Skygge. Medens Kunsten gen­ nem Aarhundreder har dyrket det døende Træs Skønhed, har samtidig andre ment bedre at tjene Skønheden ved at fjerne affældige Træer. Til Tider har man endog plantet døde Træer, men ogsaa prompte drevet Spot dermed. Er den smuk? Er den grim? Hvem har Het, Landmanden eller Maleren? spurgte Diderot om den knud­ rede, frønnede, toptørre Kg. Dette samme Spørgsmaal er Landbrugsministeriet stillet overfor nu, og burde lige saa lidt som Diderot vente det besvaret; thi begge Anskuelser har Ret, og det er lige vigtigt for Befolkningens personlige Kultur, at alle Aandstyper linder Udløsning for hver sin Naturfølelse, af hvad Art den saa er. tf Den Deling, der er eneste Vej ud af Uføret, hør foretages saaledes, at »Naturmindes-x mærket« kommer til at omfatte den ældste og centrale Del af Skoven, der ligger mellem Christiansholmsvej og »Københavns Allé«, samt enkelte andre Partier, der slutter sig hertil, især mod Nord-Ost. Ialt maaske en Ottendedel af Dyrehaven med Jægersborg Hegn. Disse Strækninger bør overlades til sig selv, og ethvert Indgreb bør være en vel­ begrundet Undtagelsesforanstaltning. Fjernelse af Vindfælder bør ikke være en given Sag og skal afgøres, foruden under Hensyn til en vis Farbarhed i Skoven, tillige og navnlig under æstetiske Hensyn. Vi vil paa den Maade bevare den typiske Dyrehave længst muligt, og det kommende Shegtled vil faa at skue et gigantisk Naturdrama, som aldrig er set paa vore Breddegrader, hvor ellers ingen Skov faar Lov at leve sit Liv til Knde. Forspillet er begyndt. Saa godt som alle Træer i den gamle Skov er affældige, og over hundrede Stammer falder allerede nu hver Vinter. Om hundrede Aar vil Smaa- sletterne have bredt sig ind i de gamle Bevoksninger og vil langsomt omringe de for­ faldne Skovholme, for til Slut at danne en stor bølgende Campagna oversaaet med mos- sede Ruiner, og behersket af de standhaftige Ege. Denne storslaaede Dødskamp vil gøre Dyrehaven berømt i vor Del af Verden, men vil ikke formeden som en ideal Skov­ park for Befolkningens Friluftsliv; thi Flertallet har sikkert paa sin Vis Ret, naar det i Betænkningen af 1919 skriver, at alheldige Bøge kun maa være til Stede i ringe Antal, for ikke at gøre et »trist Indtryk«. Synet af den døende Skov vil sikkert ikke tilfreds­ stille den almindelige Vitalisme, og hvis det drejede sig om andet end en Brøkdel af hele Skoven, turde det meppe fores laas at lade den for Byen bedst beliggende Skov henligge som Naturmindesmærke i saa mange Aar. Men lige saa heldig, som man er med at have .hegersborg Hegn til Skifte, naar det engang kræves, lige saa lykkeligt for­ mer selve Dyrehaven sig for en Deling som den her foreslaaede.