Forskønnelsen_1923

Udsigt fra Tinghojbatteriet.

BYENS NATURFRONT

E n Byer en levende Organisme. Dens Midte er Hjertet, hvorfra Aarerne løber ud. Pul­ sene samler sig tykkere og tykkere, jo nær­ mere de strømmer til Hjertekamrene. Trafiken pumpes ud og ind, som Blodet, der i et vidt- forgrenet Net føder Hjertet og dets Oplands- Legeme. Alle gamle Byer — ogsaa Køben­ havn — bar i Aarhundreder Fæstningsværkers strammende Snørliv, der hemmede det frie Blodomløb og tilsidst sprængtes af Trafikens Pres. Byen maatte krænge sit Harnisk af for at vokse ud over Bastioner og Grave. Men kort efter maatte Storbyen søge sig et nyt og fjer­ nere Værn ved at sprede Forter og Fæstnings­ linjer ud i en Enceinte, der favnede ikke selve Byen, men dens Omgivelser i milevide Af­ stande. Dog, nu var man ikke mere Aarhun­ dreder om at indse, at Fæstningsværker for­ ældes hurtigere, end de anlægges. Nedlægning af Enceinter staar overalt paa Dagsordenen, endog længe før Byen støder paa dem i sin Vækst. Naturen har en velkendt Evne til at forskøn­ ne, hvad Menneskehænder modelerer i selve Jordsmonnet. »Solen taaler intet Hvidt«, og Jorden klæder sig selv i Grønt. Skønne Natur- virkninger opstaar, hvor Gravemaskinerne F O R S K Ø N N E L S E N . XIII. AARO. 1923. Nr. 8.

hører op at arbejde, og hvor Byen erobrer gamle døde eller døende Fæstningsværker. Spændetrøje, Snørliv og Panser leveres til­ bage, forædlet med en Patina af Natur, af vildt­ voksende Planter og Græs. Vandsamlinger, der kunstigt blev uddybede og fyldte til regelmæs­ sige Render og Grave, Jordhøje med den vide­ ste Udsigt, opkastede Volde, Bastioner, Batte­ rier, Kaponiérer, Jordmasker, Kanonbænkc, Traverser osv., osv., alle disse militærtckniske Anlæg, der har kostet saa uhyre Arbejdskraft, saa stor Viden, saa beregnet en Udnyttelse af alle Terrænets naturlige Formationer, ender, naar de »nedlægges«, med at genopstaa som Naturskønheder i Landskabet. Naar Somrcn drager sit grønne Dække over Soldatcrhæn- dernes Værk, og Ingeniørkunsten ligger be­ gravet under Græs, synes Jorden at have faa- et nye og forskønnede Profiler. Hvad Nietz- sche sagde om Kirker, at han elskede dem højest, naar Solen skinner ind ad søndrede Tage og Ruder, passer bedre paa Fæstnings­ værker: de er skønnest, naar de ikke mere »gør Tjeneste«. Da København krængede sit gamle Fæst­ ningspanser af sig, tog man saa godt som in­ tet Hensyn til de Skønhedsværdier, der blev 57