Forskønnelsen_1917-18

Appendiks, p a a Vejen ud til F iesole; til K jøbenhavn kom h an s D obbe ltgænger fo r i aa rev is a t blive k ø r t om k ring m ed fra Sted til Sted uden a t finde et, h v o r h a n »tog sig ud«. Og det gør den aldrig, sa a v ist som m an nu en Gang h a r øve t H elligb røde ved a t lade M esterens Form - og O verflad ek a rak te ris tik p ræ se n te re fo r en A lm enhed , d er sku lde h av e den a t opøve sin Perfek tib ilite t p aa , i forfla- dende O versæ ttelse . Ja , vil m an m aa - ske sige, m ed M i c h e l a g n i o l o e r det nu s a a en egen S ag ; h an v a r p a a dette som p a a alle and re O m ra a d e r en U nd tagelse. In d røm m e t; d e r gives vel ingen anden K unstner, fo r hvis Vedkomm end e Sagen ligger s a a k la r og s a a be tydn ingsfu ld fo r som fo r hans. Men Betydning h a r den altid, og det i samm e Fo rho ld , som v ed k om m en de Billedhugger og h an s V æ rk duer. Dette lægger vo re K un stne re sig ikke altid m ed tilbørlig Vægt p a a H jerte. Mangen Gang lyd e r det fra en a f d em : »Skal m in S ta tue opstilles inden Døre, m a a den helst hugges i M a rm o r; er det Meningen, a t den skal s ta a i det frie, tag e r vi Bronce.« H aveudstillingen p a a F rede rik sberg kunde ta le m ed h e rom ; d er v a r V æ rke r, d e r tog sig ud, som de bu rde , i det valg te M a teria le , and re , som vilde v irke t bed re , om et and e t havde v æ re t brugt. M a rm o r eller Bronce, sæ rlig t i en H ave? H e r m ød e r vi s tra k s en Vanskelighed, som det ikke e r let a t komm e udenom , og som m u ligt endog k an friste til den P aastand , a t m an h e r i de fleste Tilfæ lde vil n a a hø jest ved a t vrage b aad e B roncen og M a rm o re t og søge sig et tred ie M ateriale, m ind re »ædelt« i sig selv, m en m e re p rak tisk m ed H en syn p a a det givne Ø jemed. Det e r danske , ikke m indst k jøbenhavn ske Forho ld , vi h e r h a r a t gøre med , dan ske Belysninger, danske T em pera tu rsv ing og øvrige dels natu rlige dels a f M enneskev irk som h ed p aav irk ed e a tm o sfæ riske Tilstande . N aa r B roncevæ rke t lige e r stillet op, sk inn e r det til a t begynde m ed h e lt festligt, sa a m an fo rho ldsvis let bæ re r ove r m ed det m ind re herlige, Overfladens F riskhed fø re r m ed sig, saa ledes de grelle, fo rv irren de G lanslys og den Opløsning a f Mo­

ning fo r V irkningen a f det p lastiske K un stvæ rk p a a Bane. D er gives sikk e rt m ange Billedhuggere, som allered e u n d e r den fø rste Skitsering a f en Figur p le jer a t tæ nk e sig denne ud fø rt netop i det ene eller det and e t a f de »ædlere Stoffer«, alm indeligt i M a rm o r eller Bronce. Men hvo rledes afgøres Valget? Fo r h v e r den, som h a r tag e t N ytte a f J u l i u s L a n g e s S tudie » M i c h e l a n g e l o og M arm o ret« , bu rde i det enkelte Tilfælde Sagen kunne k la re s saa nogen lunde let og fo rstaaend e . Men d e r foreligger O verflod a f Beviser p aa , a t dette ikke altid elle r endog b lo t i Regelen sker. De p ro du ce rend e og ikke m ind re de bestillende og købende lad e r sig m e re end jævn lig t lede a f svag t underbyg - gede Ind skyde lse r og Lune r, a f a ltfo r sto r Villighed til a t gaa m ed til Kom p rom isse r, a f ren e T ilfæ ldigheder, lidet agtende, h v o r n æ r S amm enhæ ng der i V irkeligheden e r mellem V æ rkets K a rak te r, dets hele Anlæg og Gennem førelse og det M a teria le , d er tages dertil. Det stæ rk es te Eksempel, m an h a r i sa a H enseende, s tam m e r fra den Dag fo r en Snes A ar siden, da m a n beslu ttede sig til a t tage Fo rm ove r M i c h e l a g n i o l o s ko lossa le M arm o rs ta tu e Dav id og p rodu ce re to sk innende B ronceafstøbn inger, en til Anbringelse p a a en so laab en Plads ved F irenze, den and en til Opbyggelse fo r K unstne rm en igheden i Kjøben- havn . M i c h e l a g n i o l o og M arm o re t! D er h a r nu den stø rste a f de Mejselm este re , V erden i to A a rtu sind e r h a r kend t, s ta a e t N at e fter Dag, Dag efter N at fo ran sin Blok og hugget løs p a a den, sa a Splin terne fløj om h am , sn a rt i jubelk lingende Sang , s n a rt i V aandesk rig — en Mand, som , h v o r s tæ rk h an s »Rabbia« end kunde stige, dog altid v idste, h v ad det v a r, h an vilde, k la r over M idlerne som ove r M aalet. Og sa a re jse r d er sig i Mesteren s egen By en velvis M ag istra t, og fra N o rden k om m e r den velm enende Mæcenas. »M armor eller Bronce«, lyd e r Duetten , »det e r jo eins Bier. Skidt m ed Stoffet, n a a r kun Modellen ( M i c h e l a g n i o l o huggede fo r øvrig t David uden a t h av e m od e lle re t den) e r god« Nu s ta a r David, fjollet sup p le re t m ed »Natten« og »Dagen« som

36