Forskønnelsen_1914

Mærket er Hagekorset, hans Fabriks, hans Arbejdes Bomærke. Hvor han saa havde det fra — fra Indien eller fra Norden — det var i alt Fald intet Tegn for den ørkesløse Betragt­ ning, men for den driftige Handling. Det var hans Thors-Mærke. Der var Thors-Kraft i ham. Han var som Thor en folkelig Kæmpe for Kul­ turen. Han baxedes med »Vrøvlet« som Thor med Midgaardsormen. Billedet er Rosen, den mørkerøde Rose, som han altid bar hos sig. Ethvert Barn paa Gaden kendte »Bryggeren med Rosen«. Den blev hver Dag lagt paa hans Bord, men kun den ene. Han vilde skaane sin Have, som han ønskede at skaane vore Parker. Han bar Respekt for Naturen som for Kunsten og saa dem helst sam­ men. I den ene Blomst havde han dem alle. I denne røde Rose var al hans Skønhedsglæde, hans Kunst-Kultus. Gid Kjøbenhavn længe vil mindes sin Vel­ gører, sin u-kaarne Æresborger i disse to Tegn, Tegnene for Arbejdet og Skønheden, Industri og Kunst — Borgerlivets Rod og dets Blomst. Ære være Carl Jacobsens Minde!

handle Kunst som en Forretning, var han, som jeg har sagt, det ideale Publikum — et Publi­ kum, som Kunsten ikke er Forretning for, men Kultur, og ikke blot Kultur, men Kultus. Lad saa Børnene hellere savne lidt Macaroni end Madonna sine Voxlys! • Naar en stor Mand er død, lever noget efter: Kraften af hans Liv, Aanden i hans Arbejde. Carl Jacobsen er død, men hans Ære lever. De Ædles Æt dør aldrig ud. Vi hilser ham efter Døden som det, han var os i Livet: en utrættelig Arbejder, en Handlingens Mand i et Samfund af reflekterende Privat- mænd og diskuterende Generalforsamlinger; en stor Naiv i et Folk af Kritikere; en Elsker af den hele Skønhed i et Publikum, der nærer sig af dens Levninger; en Ærens Ridder, der førte Skjold i en vaa- benløs Tid. Lad os løfte det over hans Grav! Der staar blandt de mange Deviser et Mærke og et Bil­ lede deri.