Forskønnelsen_1913

Thi Foreningens Livskraft var me­ get hurtigt udtømt; ret snart blev der stille om dens Navn, og efter faa Aars Forløb var den ganske glemt. Samti­ den var tilbøjelig til at give Forenin­ gens Formand, Overpræsident Kjer- ulff, Skylden for det magre Resultat. Det hedder saaledes i en Artikel i »Fædrelandet« i 1845, at man ikke skal vente sig meget af Forskønnelses­ komiteen, i hvert Fald ikke saa længe den har Gehejmeraad Kjerulff til For­ mand; »thi det var vel næppe muligt at finde en Formand til den, der i Ste­ det for at besjæle dens Virksomhed var bedre skikket til at lægge den Hin­ dringer i Vejen«. Og Foreningens egentlige Ophavsmand, Professor H. N. Clausen, lader i sine Livserindrin­ ger den samme Betragtning komme til Orde. Det kan ikke fordølges, skriver han, at »skønt Komitéens For­ mand ikke viste sig uvillig til at sætte nye Sager i Bevægelse, var det dog kendeligt, at han med ganske anden Tilfredsstillelse udførte Begravelses­ akten«. En anden Vanskelighed, Ko­ miteen havde at kæmpe med, var den lange Række af Myndigheder, som i enhver Sag skulde høres og som hver især med Skinsyge vaagede over sit Magtomraade og først og fremmest var optaget af at hindre uvedkommen­ des Overgreb. Men den egentlige Aar- sag til, at Foreningens Levetid bleV saa kort, var dog nok den, at der end­ nu ingen rigtig Interesse fandtes for den Slags Ting. Der manglede Fælles­ følelse blandt Borgerne; enhver pas­ sede sit og blev netop derved den go­ de Borger. En videre Almensans be­ gyndte først at vaagne i København under og efter de store Begivenheder i 1848. Men paa dette Tidspunkt var For­ skønnelsesforeningen forlængst hen­ sovet. Professor Clausen fortæller, at han efter et Par Aars Forløb var træt af at deltage i Komiteens ufrugtbare Virksomhed og derfor meldte sig ud, og at de øvrige Medlemmer efter- haanden ligeledes gik fra hinanden. Nogen egentlig Opløsning af Forenin­ gen har sikkert aldrig fundet Sted. ©

tørv og i Midten udskæres en Plat­ form til Blomster med en smuk Sol­ skive eller Statue i Midten. Og her burde tillige være etForfriskningssted, »hvilket vilde give det hele Anlæg mere Anledning og Betydning«. Dette Forslag billigedes ialt væsent­ ligt af Guvernementet, Politidirektø­ ren og Havneadministrationen, og ef­ ter mange Genvordigheder var Be­ plantningen ført til Ende i 1852. Plad­ sen fik dog aldrig det pyntelige Udse­ ende, som Foreningen havde tilsigtet. Blomsteranlæg, Solskive og Pavillon blev der ikke Tale om, kun de to Ræk­ ker Træer blev plantede. Foreningen havde endvidere Andel i, at der blev anlagt Spadseregange paa Voldens Bastioner og langs med Kastelsgraven; den fik gjort et Forsøg paa Plantning af Blomsterbuske i Es­ planaden, hvilket dog hurtig blev op­ givet igen, da Buskene blev stjaalne bort om Natten, og den fremsatte For­ slag til Ordning og Forskønnelse af Frue Plads. I det hele udfoldede den i sine første Leveaar en Ivrighed, der i den Tids gammeldags, stillestaaende Forhold virkede forbløffende. Selv en Mand som Tscherning omtaler For­ eningen som »Stadens Forskønnelses- dæmoner« — man skimter gennem dette pudsige Udtryk Borgerskabets Frygt for, at alt det tilvante nu skulde gøres om. Det saa i disse Aar ud til, at Foreningen, hvis den havde haft Livskraft nok til at holde sammen, kunde være bleven en Autoritet i al­ le Sager, som angik Byens ydre Fy­ siognomi. Magistraten havde allerede vænnet sig til at spørge om Forenin­ gens Mening i slige Tilfælde, saaledes i 1843, da Generaltoldkammeret tænk­ te paa at afhænde Toldbodvinhus og de derved liggende Smaaboder for at give den udstrakte Grund en anden Anvendelse, eller i 1844, da Industri­ foreningen fremsatte en Plan om Op­ førelse af en mægtig Bygning paa Ni­ kolaj Kirkeplads, indeholdende Indu­ stribasar, Restauration, Koncertsal, Foreningslokaler m. m. Sidstnævnte Plan fraraadede Foreningen, angaa- ende den første naaede den aldrig at faa afgivet noget Svar.

62