ForsikringsforeningenKøbenhavn_1883-1933
Aar Tvermoes’ fine og ansete Navn, der stod paa Plakaten, men det var Ludvig Bramsen, der var den egentlige Dompteur. Om nogen Tvang var der naturligvis ikke Tale. Efter at den første indbyrdes Mistillid havde fortaget sig, var alle besjælede af Liv og Lyst efter at gøre Foreningen til det fælles Samlingssted for københavnske Assurandører, dog selvfølgelig med tilbørlig Adskillelse mellem Fuldskæg og Flødeskæg. Thi Foreningen var fra første Færd en Principalforening. Naar almindelige „Con- torister“ overhovedet blev indladt, var det ud fra gammeldags patriarkalske Synspunkter om Gavnligheden af lidt Vækkelse for de unge og for at skaffe en Smule Fyldekalk. Da Foreningens Stjerne omkring 1890 stod i Zenith, talte Foreningen vel kun ca. et Hundrede Medlemmer, men det betød dog, at der nu eksisterede en Assurandør-Stand, og at der endvidere trods alt var skabt et vist Standsfællesskab mellem høj og lav, en Samhørig- hedsfølelse for Forsikringens Idé. Fra 1890 kan Foreningens Historie deles i fire omtrent lige store Perioder paa en halv Snes Aar hver. Decenniet 1890—1900 var nærmest March paa Stedet. Medlemsantallet sneglede sig op til 115, Foredragsvirksomheden truede paa et vist Tidspunkt med at gaa helt i Staa, og der klagedes over manglende Tilslutning til de faglige Diskussioner. Bruset var gaaet af Champagnen, men man hyggede sig paa pickwickiansk Manér om Punchebollerne og lyttede med Stolthed til Heltenes Beretninger om de svære Kampe ved Tarifforeningens Grundlæggelse. Den følgende Periode — fra 1900—191 o — staar i den voksende Splittelses Tegn. Medlemsantallet naaede ganske vist en kort Tid op paa godt 150, men sank derefter atter til ca. 140, og ved Møderne glimrede Ikke-Brandassurandørerne mere og mere ved deres Fraværelse. De nye Brancheforeninger med de praktiske Formaal svækkede Interessen for den gamle Forenings over
Made with FlippingBook