FørJegBlevLøjtnant

6 o

Slotspladsen, «hvor Folk skulde vandre med adstadige Skridt og i dybeste Underdanighed med Hatten i Haanden, saalænge de kunde ses fra Christiansborg Slot, dette Tyskhedens, Hovmodets og Bigotteriets Hjem, der i tresinds­ tyve Skridts Afstand havde omgjordet sig med forsvarlige Jærnlænker og talrige Vagtposter,» saaledes som blandt andre Overskou fortæller. N ej, da var det anderledes paa Amalien­ borg, hvor Frederik VI laa lige saa trygt i Sengen, som enhver anden, og hvor det bramfri, tarvelige*) H of ikke fortrædigede nogen, men *) Efter et Indbrud paa Amalienborg, ilede Livlægen Fenger, der var en hovedrig Mand, strax op til Frederik VI og spurgte til Allerhøjstsammes Befindende og om Hans Majestæt ikke havde været ængstelig. ‘ Nej, min gode Doktor, det var jeg ikke.» — «Ja, da vilde jeg saamænd have været det.» — «Ja, det troer jeg nok; hos Dem var der noget at ta’, men det var der ikke hos mig,» og saa lo Kongen. — Kongens Taffel var tarveligt, og man sagde, at Maden i «Rosen,» hvor de ringere Hoffolk spiste, var meget mere udsøgt. Da der engang blev serveret Krebs ved det Konge­ lige Taffel, lagde Frederik VI Mærke til, at en af Adjutanteme klappede en lille Krebs. Paa Kongens Spørgsmaal om, hvad dette skulde betyde, svarede Adjutanten, idet han rejste sig: «Deres Majestæt! Det er ikke andet end, at jeg maa snakke godt for det lille Dyr, det vil hele Tiden ind til Forældrene i «Rosen.»