FørJegBlevLøjtnant

163

Hurtigt havde hver et Hug, og lige iltre efter at sejre, faldt vi ud paa én Gang. Jeg fik vistnok det første Hug, men da vor Lærer, Kaptejn Hansen af Livjægerne*), vilde, at jeg skulde vinde, forsikrede han Kongen i aller- dybeste Underdanighed, at begge Hug faldt samtidigt, hvorpaa Hans Majestæt allernaadigst resolverede, at Kampen skulde fortsættes. Nu galdt det. Jeg havde Stemningen for mig, men var træt, og da min Modpart mødte med hele sin Krops Styrke, vilde han lig en Maximus Cunctator trække Striden i Langdrag, for, efter helt at have udmattet mig, at staa som Sejerherre. Da det gaar op for mig, tager jeg mig sammen, og i et rasende Udfald smælder ham en paa Siden af Hovedet, saa hans Hugge- maske ryger af og lægger sig loyalt foran Fødderne af Majestæten, som ler og pruster til den sejrende, men helt ud i Sokkerne matte Teaterhelt.

*) Det Korps, der nu er ifærd med at opstaa fra Gravens lange Hvile under Oberst Ahrenholz. 1 1 *