FørJegBlevLøjtnant

157 Forresten var han ikke saa anerkendt, som Nutiden har Grund til at tro. Folk havde den Gang lige saa lidt som nu Højsind nok til at udtale en Ros helt ud. Fandt man hans Tanker smukke, var det galt med hans Maade at fremstille dem paa, og han blev heglet godt igennem, fordi hans Retskrivning ikke var bibel­ fast efter Molbech. Navnlig generede de store Begyndelses- Bogstaver ham, men han havde altid en eller anden elskværdig Undskyldning for sine Fejl­ tagelser. Engang skrev han Hund med lille h. Da man foreholdt ham det, sagde han meget fornøjelig: «Ja men Kære! Hunden var saa lille.» Vinteren gik dog mest med at læse, og efter Nytaar var jeg kun én Gang ude, og det var hos min Chef. Da je g som vagthavende en Aften henimod syv kom ind til ham med Meldebogen, sad han midt imellem lutter Skøn- aander, der aandeløse lyttede til Weyses Fan­ tasier paa Klaveret. Inden for Døren slap jeg, men heller ikke mere. Betaget som alle de andre af Weyses Flugt mellem Himmel og Jord, stod jeg stir-