FørJegBlevLøjtnant

154 Da der ikke var noget ivejen, hverken med Hoved, Hals eller Ben, kom vi hurtigt i Orden. En Slave red Hesten nok saa statelig hjem til Kadetternes store Fornøjelse, og jeg skyndte mig slukøret ud til Hindemae, efter først at have takket og betalt de flinke Slaver, uden hvis Hjælp jeg næppe havde klaret mig. Denne min sidste Rejse som Kadet gik iøvrigt glat, da vor flinke Chef gjorde os Livet behageligt, og næstkommanderende, en høj, massiv Mand, ikke fortrædigede os. Om ham fortaltes, at paa et Bal engage­ rede han en høj og smuk Dame, men fik det Svar: «Nej Tak, Hr. Løjtnant, der skal en Kaptejn til at føre en Fregat.» Hun havde nemlig hørt ham sige: «Det var Fanden til Fregat.» Men bønhørte Damen ham ikke den­ gang, saa gjorde hun det senere og blev hans lykkelige Hustru. Efter at hele Examen var overstaaet, og jeg med en udmærket Officers-Attest fik den anden Epaulet paa den venstre Skulder, ankrede vi en Morgen tæt inde under Sjællands Kyst, der sendte os en saa dejlig Høduft, at jeg for min Part syntes, at Livet var overmaade rart.