FørJegBlevLøjtnant

i i 9

sig i det lange Haar og traadte høflig og be skeden ind med Hatten i Haanden som til Selskab. Puh! Det første Indtryk fik man gennem Lugteorganet, men ikke af Marmor og Porfyr, nej, af skinbarlige Mennesker; men havde man trukket Vejret et Par Gange og faaet Duften rigtig godt tillivs, befandt man sig fortræffeligt i denne Menneskesti, klar til at mønstre alt, hvad Apolio havde forundt os paa vort kære, gamle Charlottenborg. Dog, det levende har altid Fortrinet frem­ for det,som mangler Ben at gaa paa, og jeg tilstaar, at førend jeg gav mig i Lag med Kunsten, denne Menneskeværkets Blomst med Gud­ dommens Stempel, var det Damernes Tur at faa en lille Overhaling. Da den var over- staaet, faldt mit Øje paa to Herrer foran en hvid og en gul Buste. «Hør Du,» sagde den mindste, «Du er s’gu meget blegere*), end Bissen har gjort *) Naar Blegheden i Busten berørtes, er det ikke umu­ ligt, at det var med den Bagtanke, at Bissen for at faa mere Liv i den døde Masse kunde have sat lidt Kulør paa sit Marmor, ligesom de gamle i sin Tid af