FinsenInstitutet

af haartragte voxer stærkere end andre grupper og begynder at springe frem over hudens niveau, og idet corium’s papillære bindevæv samtidig bliver hyper­ plastisk, giver hver enkelt gruppe af haarfollikler anledning til, at der dannes et papillom, (Ogsaa enkeltliggende haartragte kan blive hyperplastiske, men dette kan kun ses microskopisk). Det ejendommelige ved denne udvikling er, at skønt huden har været udsat for en jævn og ensartet paavirkning over hele det penslede parti, bliver resultatet alligevel en dissemineret udvikling af tumorer (papillomer), som om det kunde være en følge af en hæmatogen spredning, som man ser det ved eruptioner, f. ex. ved bakterie-embolier eller ved multiple hæmatogene hudmetastaser. Men medens sammenhængen i de sidstnævnte tilfælde ligger lige for, er forklaringen vanskeligere, naar det gælder tjærepapillomerne. Ganske vist har Kreyberg vist, at hudens blodkapillærer bliver ektatiske paa de steder, hvor papillomerne udvikler sig, og mener, at disse lokale karforandringer gaar forud for og er aar­ sagen til papillomdannelsen, men dette løser ikke spørgsmaalet om den dissemi- nerede udvikling, fordi vi saa igen savner en forklaring paa, hvorfor nogle kar- omraader dilateres fremfor andre. En anden forklaring lader sig aflede af en angivelse af Støhr i hans »Histologi« om, at haarfolliklerne er ordnede i grup­ per. Aabenbart har de enkelte grupper da en vis selvstændighed i forhold til hinanden, som maaske ogsaa gælder deres kar- og nerveforsyning, og antager vi nu, i lighed med hvad man ser andre steder i organismen, at de enkelte grupper til en vis grad vikarierer for hinanden med skiftende væxt- og hvile­ perioder, vilde tjærepenslingen særlig øge hyperplasien af de grupper, der er i en væxtfase, og disse grupper vilde da danne papillomerne. Den mulighed foreligger naturligvis ogsaa, at nogle af grupperne har en medfødt disposition til tumorudvikling i lighed med hvad vi maa formode er tilfældet ved udvik­ lingen af de i det følgende omtalte Trichoepitheliomer, men noget holdepunkt herfor har vi ikke: alle haarfolliklerne i den ubehandlede hud er tilsyne­ ladende ens. Det skal her forbigaaende fremhæves, at de ovenfor beskrevne forandringer ikke har som nødvendig forudsætning, at de celler, der danner papillomerne ved at dele og formere sig, er malignt forandrede. Hele denne proces berører noget centralt i kræftlæren, nemlig forholdet mellem væxt (deling) og cance- risering. Hvordan sammenhængen nu end er, saa ser man ved tjærepenslingen de spredte hudtumorer (papillomerne) opstaa paa basis af en vis sammenkædning af haarfolliklerne i grupper, og noget lignende vil man se gøre sig gældende ved udviklingen af Trichoepitheliomerne (tr) og Cylindromerne (cy), selv om aarsagen til tumorudviklingen her er en anden. Tjærepapillomerne udvikler sig fra grupper af haartragte (haarkanaler), medens Trichoepitheliomerne og Cy-

366