FinsenInstitutet

Fig. 8. En Lupuspatient før og efter Finsenbehandlingen.

partier og æder sig i Tidens Løb dybere ind i Vævene. Da Lupus især angriber Hud og Slimhinder i Ansigtet, særlig Næsen og Kinderne, er det forstaaeligt, at de lupussyge nærmest var at ligne ved Middelalderens spedalske. Ingen var tjent med at have en alvorlig angrebet lupussyg i sit Brød. Naar først Syg­ dommen for Alvor var erkendt og som Regel havde trodset aarelang Behand­ ling, var der i Grunden intet andet for Patienten at gøre, end at haabe paa, at den barmhjertige Død snarest vilde afslutte Lidelserne. Men det kunde vare mange Aar. Disse blev saa tilbragt for manges Vedkommende i Storbyernes Baggaarde og Fattigkvarterer og paa Landet i Fattighuse og Aftægtsboliger. De syge blev afskyet af alle. Hvem vilde sidde ved Siden af et Menneske med et lupushærget Ansigt ? ■— hvem vilde gaa til Alters sammen med en lupussyg ? En haardt angreben Lupuspatient var i Tiden før 1896 i Virkeligheden næsten at betragte som levende død. Naar Lupus dengang havde en stor Udbredelse, hænger det sammen med, at Hovedsygdommen, Tuberkulosen, havde en endnu større Udbredelse. Naar Lupus i vore Dage maa betegnes som en meget sjælden Lidelse, skyldes det dels, at den tidligt erkendte Sygdom hurtigt helbredes fuldstændigt gennem Lysbehandlingen, og dels, at selve Tuberkulosen er paa Retur.

23