FinsenInstitutet

i Kølekassen til Pulpatemperaturen var 120, hvorefter højre Fod og Under­ ben anbragtes i Vandbadet ved 430; Forsøget forløb klassisk: efter 8 Minut­ ters Latenstid steg Fingerpulpatemperaturen brat (se Fig. 2).

Derefter gentoges Forsøget blot med den Ændring, at der anvendtes Varme­ kasse (43° Lufttemperatur) i Stedet for Varmtvandsbad. Resultatet var frap­ perende: Trods Opvarmning en Time i Varmekassen sank Pulpatemperaturen jævnt til ca. 8° ,og Forsøget maatte afbrydes paa Grund af Smerter i Haanden. Forsøgspersonen syntes, Benene i Varmekassen føltes varme, men ellers smaa- frøs han, og Benene var objektivt varme at føle paa. 1 et nyt Forsøg sattes Temperaturen op til 70° i Varmekassen; Benene føltes ubehageligt brændende varme af Forsøgspersonen, og objektivt var Huden paa Benene hed at føle paa, men bleg med netmasket Kartegning, og viste senere en ganske let Førstegrads- forbrænding, •— men Pulpatemperaturen paa den afkølede Haand faldt gen­ nem 45 Minutter for derefter at stige ubetydeligt gennem 15 Minutter, da Forsøget maatte afbrydes paa Grund af Forbrændingen af Benet. Dette gav Stof til Eftertanke, og inden længe erindrede man sig Sonnes Forsøg paa Finsenlaboratoriet, der tydeligt pegede paa, at de langbølgede Varmestraaler skulde være uden væsentlig Gennemtrængningsevne. Varmepudekassen blev derefter erstattet med en ganske almindelig Lysvarmekasse med Kidtraadspærer, og Forsøget gentoges med en Lufttemperatur i Kassen paa 430; efter 8— j o Minutters Bestraaling af Fødder og Underben steg Temperaturen brat paa den afkølede Haands Fingerpulpa, nøjagtig som ved Vanggaards Varmtvands­ bad. Benene angaves behageligt varme af Forsøgspersonen og føltes objektivt sundt varme, med naturligt lyserød Hud uden Kartegning. Forsøgene gentoges adskillige Gange med samme Resultat, der kan resumeres saaledes: Med 430 varmt Vand uden Røring kan Huden ved Ledning og Konvektion fra Vædsken med høj Varmefylde ret hurtigt gennemvarmes. Med 43 varm

127