FinsenInstitutet

clet bemærkelsesværdigt, at man ved at tappe en kanin for blod, derpaa hæmo- lysere dette og atter sprøjte det ind paa samme kanin, ikke faar de samme forandringer som ved hæmolyse in vivo. Disse forsøg viser saaledes, at det ikke er muligt at fremkalde en extramedullær hæmopoiese ved en simpel blødningsanæmi, men kun naar der cirkulerer beskadigede blodlegemer i or­ ganismen. Dette maa saaledes være en betingelse, da de simple hæmolyse- produkter ikke er i stand til at fremkalde den. Spørgsmaalet er, om disse forhold kan bringes i overensstemmelse med, hvad man ved om milten og med de tidligere udviklede arbejdshypoteser. Svaret er bekræftende. Ved blødningsanæmi vil milten for at skaffe erstatning for det tabte blod kontrahere sig, der vil kun komme en ringe mængde blod gennem pulpa, og ved chroniske anæmiske tilstande vil der komme miltatrofi. Samtidig vil der til marven komme maximal mængde modningsstoffer og dermed maximal pro­ duktion af blodlegemer. Ved den hæmolytiske anæmi derimod vil en anden gren af miltens funktioner træde i virksomhed, det er den blodlegemenedbry- dende faktor. Milten vil dilatere sig saaledes, at de beskadigede blodlegemer kan komme i saa intim kontakt som muligt med pulpas reticulære elementer, for der at nedbrydes og phagocyteres (Hæmosiderinaflejringer). Samtidig vil der resorberes store mængder modningsstoffer, og dermed vil disse blive und­ draget knoglemarven. Der vil nu i milten være betingelser tilstede for, at der kan opstaa extramedullær hæmopoiese. i) stort krav paa blodlegemer, 2) daar­ ligt fungerende marv (mangel af modningsstoffer), 3) dilateret milt med rige­ ligt tilstedeværende modningsstof. Selve marvens histologiske forhold vil derimod ikke blive forskellig i de to tilfælde; der vil komme hyperplasi, idet marven ogsaa er reguleret ad central­ nervøse baner (Morikawa). Ved langvarige paavirkninger vil der i begge til­ fælde endvidere komme en venstreforskydning, i det ene tilfælde paa grund af øget aktivitet, i det andet paa grund af modningshæmning. Der er saaledes tale 0111 samme histologiske forandringer, men med funktionsmæssig forskel, og man er saaledes i stand til at forklare dette ofte iagttagne faktum. At det kun er hæmolyse in vivo, der fremkalder extramedullær hæmopoiese, er lige­ ledes i overensstemmelse med hypotesen, idet man ved, at det kun er hæmo­ globin fra formede erytrocyter, der resorberes i milten. Man kan saaledes slaa fast, at der ikke alene paa grund af øget krav til de bloddannende organer opstaar extramedullær hæmopoiese, men at der maa foreligge beskadigede eller mindre velegnede blodlegemer, førend denne nødhjælp træder i kraft. I den almindelige patologi vil dette i almindelighed sige, at marven producerer blodlegemer, der ikke er af saa god kvalitet, som milten forlanger, for at dens nedbrydende virksomhed ikke skal træde i kraft og samtidig sætte den extra- I I 7