FinsenInstitutet

(Bertelsen). Hvordan den opstaar hos voksne har derfor været genstand for voldsomme discussioner; der skal her henvises til Maximow og Naegeli, som hovedrepræsentanter for de forskellige opfattelser. Begge disse forfattere hæv­ der, at hæmopoiesen opstaar autochtont, i modsætning til Ellermann, Apitz o. a., der mener, at disse foci opstaar ved kolonisation af umodne celler, der udsendes fra marven. Dette sidste standpunkt har ikke mange tilhængere i litteraturen, saaledes afviser Rohr det paa det bestemteste og henviser især til knogle­ marvens anatomiske bygning, der ikke skulde tillade umodne marvelementer at træde over i blodbanen. Rohr er her den første, der mere indgaaende be­ skæftiger sig med problemet om, hvorfra de umodne celler i blodet stammer. Tidligere er der næppe taget noget standpunkt til dette spørgsmaal; man har indtryk af, at den almindelige opfattelse har været, at der ved visse lidelser traadte umodne celler fra marven over i blodbanen, uden at man derfor har ofret større undersøgelser paa dette omraade. Rohr derimod hævder, at de umodne celler i blodet udelukkende stammer fra extramedullær hæmopoiese. Han vedlægger denne paastand forskellige beviser, dels af teoretisk dels af praktisk natur; men ingen større undersøgelsesrækker. For at verificere eller afkræfte hans teori har jeg udført undersøgelser paa ca. 200 ptt. med forskel­ lige lidelser ved samtidig cytologisk undersøgelse af blod, marv og milt, hvor materialet er vundet ved punkturer in vivo. Dette materiale, der i nær fremtid vil blive offentliggjort, viser, at der aldrig forekommer umodne celler i blodet, uden at disse samtidig kan paavises i milten. Desuden vises det, at cellerne i milten er talrigere og med mere umodne former end de tilsvarende i blodet, og desuden er der til en vis grad paralellitet mellem indholdet i milten og mæng­ den i blodet. Dette tyder afgjort paa, at cellerne stammer fra milten og ikke fra marven, idet man i saa fald ikke vilde finde mere umodne elementer i milten end i blodet. Et sikkert bevis er det ikke; men med den nuværende under­ søgelsesteknik er det næppe muligt at faa et sikrere bevis. Jeg mener derfor, at det er tilladeligt at regne Rohrs teori som den sandsynligste. Dette svarer til Maximows og Naegelis opfattelse, hvem af disse der saa har ret i detail- spørgsmaal, er i denne sammenhæng uvæsentligt. For at forklare, hvad der er den umiddelbare aarsag til den extramedullære hæmopoieses autochtone op- staaen, maa man imidlertid atter gribe til pato-fysiologiske betragtninger. Dette belyses udmærket af forsøg, der er foretaget af Itami, Domarus, de Langen og andre. Man anæmiserer kaniner dels ved hjælp af blødning, dels ved injection af hæmolyserende stoffer som f. eks. phenylhydrazin. De kaniner, der faar indsprøjtet hæmolyserende stoffer, faar prompte stærk extramedullær hæmopoiese, medens det næsten er umuligt at fremkalde en saadan paa kaniner med blødningsanæmi og da først efter forskellige kunstgreb. Fremdeles faar man i førstnævnte tilfælde forstørret milt, i det andet miltatrofi. Endvidere er 116