FamilieminderMuusBruunFaber

Og Fremtid knytter sig til det som svandt. Kjærminder blaae Smilende staae Naar Ungdoms røde Roser blegne. I Fædrelandets Kamp mod Fordoms Baand, Og Strid for Frihed, Sandhed, Ære, et aabent Hjerte og en aaben Haand Man stedse her saae rede være. Skaal for den kjære Onkel Laurids Muus! Og Skaal for Dannekvinden i hans Huus! Dagene flye — Stedse paany De skal Velsignelser medbringe.

Kun fire Aar efter, den 17- Marts 1856, døde Laurids Muus, og Christiane Muus overlevede ham kun 3^/2 Aar, idet hun døde 3. Ok­ tober 1859 i København. Ved hendes Begravelse den 8. Oktober blev nedenstaaende smukke Salme afsunget, den findes ikke i de ældre Salmebøger og er ganske sikkert skrevet til Christiane Muus’ Begra­ velse. Hvem der har skrevet den, vides ikke, den findes i Renskrift med Søstersønnen General Købkes21 Haand, der ogsaa ses at have besørget Trykningen, den er dog næppe af ham. Men hvem der end har skrevet den, saa er det et saa smukt og kærligt Farvel fra alle de Gamle og Unge, som Christiane Muus „med Søstersind og Moderhu“ har draget til sit Hjærte, at ingen kan ønske sig det bedre, og at hun med Fred har afsluttet sit opofrende Liv her paa Jorden, fremgaar af de sidste Linier i Salmen, hvor det hedder: „Saa hvil da i Din Skabers Favn! Naar Jesus kalder Dig ved Navn, da kjender Du hans Stemme!“

79