FamilieminderMuusBruunFaber

FØR TALEN

Mel. Lær mig, o Skov, at visne glad. Nu er det milde Øie lukt, Nu er det Hjerteliv udslukt, Som var vor Lyst og Glæde. Den kjære Skikkelse ei meer Vi vandrende iblandt os seer, Derfor maae vi vel græde. Men af forkrænkelige Støv, Der faldt til Jord som gulnet Løv For Vinterstormens Komme, Den gode Engel løstes ud Og blev kaldt hjem paa Herrens Bud, Da Prøvens Tid var omme.

Hvo nævner deres Tal, som Du Med Søstersind og Moderhu Har draget til Dit Hjerte? For Gamle, Unge lige kjær,

Du vilde glæde hver især, Og selv saa lidt begjerte.

O fromme Sjæl, saa freidig, stærk Til Troskabs, Taalmods store Værk, Til Andres Sorg at bære! Dit Liv en Troens Gjerning var, Opoffrelse til Præg den bar, Og ikke egen Ære.

80