Fællesrepræsentationen_1879-1904

FRA TIDEN FÖ R .

3 af Stadens Lavs- og Korporationsvæsen. Og der gik da ogsaa, siger og skirver, syv Aar, för den naaede at afgive en uklar og indviklet Betænkning. Nej Lavene kunde umuligt fældes, de maatte ubetinget vedblive. Og dog var det givet, at Tiden nu saa med andre Ojne. Meget var forandret, og ikke mindst Haandværkerne selv. De havde fra gammel T id været en Stand, som der saas ned paa, som blev holdt i Afhængighed. De maatte ikke befatte sig med nogetsomhelst Kjøbmandsskab. Vilde en Haandværker være Medlem af et Kjøbmandsgilde, maatte han først afsværge sit Haandværk. Haandværkerne betragtedes ikke som vær­ dige til at deltage i Styrelsen af den By, de boede i, de blev holdt ude fra Byernes Raad. Men det er maaske just disse Forhold, der gjör, at vore Haandværkere med en saa stor Inderlighed tilegnede sig den tyske Zünft, da den i Kristian IV ’s T id kom hertil. Den ejendommelige zünftige Æ re til­ førte dem paa sin V is en Styrke. Ingen, der ikke gjorde den Fyldest, Ingen, der ikke var zünftig oplært, der ikke paa zünftig Maade var bleven Svend eller i det Hele ikke var »ærlig« efter de fremmede zünftige Regler, som krævedes lærte paa det fremmede Sprog (Tysk), maatte komme inden­ for deres Rækker. Zünften lagde an paa at hævde det Haand­ værk, den Enkelte tilhørte, som det ældste og bedste. Den skærpede de enkelte Lavs Særfølelse, men herved befæstedes ogsaa Sondringen imellem dem, og at samtlige Lav vedbli­ vende rangerede lavt, kommer saa forunderligt frem, naar de zünftige Uærlighedsstempel atter og atter fæstes til Personer som Skarprettere, Skindere o. lign. Folk. Zünften kunde ikke hjælpe Haandværksstanden fra stadig at blive rekruteret fra Samfundets laveste Lag, og den har afgjort ikke ringe Skyld i, at Haandværksstanden lod haant om al anden Oplærelse end den rent værkstedsmæssige. Den var tilstrækkelig over-