EventyrUdlandet_1905

252 dede med sine Vinger, at han raabte om Hjælp. I Vandet laa et af de tykke, romerske Rør, og da jeg ikke havde noget andet Værge, greb jeg dette og slog af al Magt efter det rasende Dyr, som jeg var saa uheldig at ramme lige i Ho­ vedet. Den smukke Fugl sank ned paa Jorden, krummede den lange Hals slangeagtigt et Par Gange frem og tilbage, bredte Vingerne sitrende ud med en Dødsrallen, som skar mig i Hjertet. Nu blev der stort Røre rundt omkring os, et Par Opsynsmænd kom farende ned til Vandet, og skønt jeg forsikrede dem om, at jeg kun havde handlet af Nødværge, forlangte de, at vi skulde følge med op til Villaens Inspektør for at afgive Forklaring. Heldigvis var denne en meget human Mand, som blot forlangte, at vi skulde opgive vore Navne og vor Adresse, og jeg gik nu hjem med den Bevidsthed, at jeg rimeligvis vilde komme til at betale en anselig Sum for min Udaad. Dag efter Dag ventede jeg at blive kaldt op paa „K ammeret“ ; men jeg hørte Intet, og da jeg 14 Dage efter atter be­ søgte Villa Doria Pamfili, sejlede min Modstan­ der nok saa glad omkring i Kanalen. Men jeg vogtede mig vel for atter at komme den for nær. Naar man var træ t af Kunstnerlivet eller noget ør af de mange Osteri-Aftener, fandt man