EventyrUdlandet_1905

214 spurv, var man næ r ved at kvæles af Latter, og naar han iført Barnetøj kom ind ad Døren med en særegen, inderlig fornøjet, fjollet Mine, ra­ gende i alle sine Lommer efter Noget han ikke kunde finde, og til sidst halede en mægtig Po rt­ nøgle op af sine Støvleskafter med de Ord: „Jeg skulde spørge fra min Fader, om den er af G u l d ? “ brast alle ud i en endeløs Latter, under hvilken Lund med en højst forbavset Mine for­ svandt ud ad Døren. Ubegribeligt er det derfor, at han paa Lærredet er saa tør baade i Udtryk og Kolorit, som hans Konkurrencebillede „Judith“ viser. Judith har lige dræbt „Holofernes“ og staar med det bloddryppende Hoved i sin højt opløftede Haand, beredt til at lade det falde ned i den Sæk, som hendes gamle Tjenerinde løfter i Vejret. Motivet er heldigt valgt; men hverken hos Judith eller hos den gamle Tjenerinde sporer man den mindste Bevægelse over den blodige Daad, der lige er forøvet, og jeg maatte uvil- kaarlig give Fru Collin Ret, da hun bemærkede, at det nærmest saa’ ud, som om Judith talte til Vask. Da jeg fortalte dette til Carl Bloch, smi­ lede han og sagde paa sin rolige, noget lang­ somme Maade: „Jeg skal sige Dig én Ting, for at være en god Maler, maa man tillige være noget af en Digter; men det er Lund ikke, han