EtDanskBoligselskabsHistorie

Saavidt skønnes har Loven — der udkom den 23. Marts 1937 uden Hensyn­ tagen til de gjorte Indsigelser — ikke haft nogen reel gavnlig Betydning for Lejerne inden Krigsudbruddet. Deres Stilling har været særdeles stærk over for Ejerne, og de kunde som Regel betinge sig, dels at Lejemaalene skulde være langvarige, og dels at Lejerne fik Ret til i paakommende Tilfælde dels under Lejemaalet og dels ved Lejemaalets Ophør at overdrage deres Virksomhed til en anden sammen med Lejeretten. Hvis man vil spørge, om en Ret for Lejerne til saadanne Overdragelser strider mod Ejernes Interesser, maa Svaret — til Overraskelse for Teoretikere — blive, at i normale Tider lægger Ejerne megen Vægt paa at beholde deres Lejere og opnaar ved at tildele Lejerne den nævnte Ret til Overdragelse, at Lejerne gøres økonomisk interesseret i at skaffe nye Lejere ved indtrædende Skifter. Hvis Lejemaalet er fordelagtigt for Lejeren, vil den fratrædende Lejer kunne opnaa en Afstaaelse af en ofte betydelig Højde, og herigennem er Lejer­ nes Interesser fuldtud tilgodeset. Hvor en Ejendoms Beliggenhed efterhaanden er blevet betydelig mere gun­ stig, f. Eks. fordi der gennem nærliggende nye Byggeforetagender kan tilføres en ekstra stor Kundekreds, vil det virke urimeligt, om Ejeren ikke maa deltage i den forøgede Fordelagtighed i Beliggenheden gennem en Forhøjelse af Lejen, thi ellers vil Lejeren gennem de sædvanlige Afstaaelser ikke alene opnaa en rimelig »goodwill«, men vil kunne opnaa et saa stort Beløb — takket være den for billige Leje — , at den fratrædende Lejer i Virkeligheden oppebærer et til den paakrævede rimelige Huslejestigning svarende Beløb som et Led i Afstaael- sen. Det bliver den nye Lejer, paa hvem Byrder lægges — ikke af den fæle Ejer, men af den fraflyttende Lejer. Men de, som forstaar sig paa Økonomi, kan ikke undlade at faa Øje paa det Faktum, at Lejen sandsynligvis paa den Maade forhøjes langt mere, end hvis Ejeren maatte faa Part i Forhøjelsen. Resultatet af Lovgivningen er saaledes i mange Tilfælde, at Lejen faktisk for­ højes stærkt, kun ikke til Fordel for Ejeren, men for den fratrædende Lejer. Ingen vil naturligvis benægte, at der ogsaa er forekommet enkelte Tilfælde, hvor en Ejer vilkaarligt har ombyttet en Lejer med en anden, som han synes bedre om; det drejer sig dog sikkert kun om faa Tilfælde, som Lovgivnings­ magten jo ikke plejer at sætte sig i Bevægelse for. Det kan næppe bestrides, at der ved Erhvervslejeloven i adskillige Tilfælde tilføres Lejerne den Fordel, som »Udviklingen« fører med sig, og som forhen plejede at .tilfalde Ejeren i Kraft af hans Ejendomsret. Hvis man mener, at Ejerne ikke bør drage Fordel af den Udvikling, som vore Byer igennem de sidste 100 Aar har været og stadig er inde i, ses der i hvert Fald ikke at være nogen Grund til, at Lejerne skal have Fordelen. 164