EtDanskBoligselskabsHistorie

Udvalgs, idet Løjernes Repræsentanter netop havde fremhævet Betydningen af, at Nybyggeriet blev undtaget fra Huslejelovens Bestemmelser i ioAar. For en overfladisk Betragtning kunde det synes, som om Nybyggeriet ikke kunde ind­ vende stoit imod at komme ind under Huslejelovens Regler, da ingen formente det Ret til i første Omgang at fastsætte sine Lejepriser efter eget Tykke. Ved at inddrage Byggeriet opnaaede man imidlertid, at dette maatte befrygte en senere Behandling, der kunde ødelægge dets Rentabilitet, og at det derfor maatte forlange en Risikopræmie i Form af en højere Husleje end maaske nød­ vendigt i Øjeblikket. Og dette vil altsaa sige, at den nævnte Lovbestemmelse paabyrdede Lejerne en højere Leje, end Bygherrerne ellers vilde forlange, og foraarsagede Mangel paa Egalitet indenfor Lejeforholdene. Vil man bebrejde de private Bygherrer, at de beregnede sig en Risikopræmie, maa man først erindre sig, at Virkningen af Brud paa økonomiske Love nu engang ikke lader sig standse, og derhos at Tiden og Udviklingen netop har vist, at de beregnede Risikopræmier tilmed har været for smaa. A. LOV OM LEJE EN LO V AF 1938 SUSPENDERER ADGANGEN TIL OPSIGELSER BURDE STØDET VÆRE TAGET I 1938 ? Det, som fik Lejelovens bitre Pille til at glide gennem Rigsdagen, var, at der tilsyneladende var taget et Hensyn til beggeParter. Lejerne fik — naar et Prøve- aar, hvor Ejeren skulde se sine Lejere an, var overstaaet — ved Loven tilstaaet 2 å g Aars Perioder, hvor de ikke kunde opsiges. Ejerne paa deres Side fik Ret til foruden i Prøveaaret at regulere Lejeforholdene efter Udløbet af 2 å g Aar. Disse Bestemmelser, som næppe naaede at faa praktisk Betydning, gav altsaa Ejerne Ret til 2 å 3 Aar efter Lovens Ikrafttræden at foretage en saadan Række Opsigelser, at man udregnede, at det for Københavns Vedkommende kunde blive 150.000 eller mere i 1938 og 1939 - -^er hører ikke megen Fantasi til paa Forhaand at kunne forstaa, at Bestemmelsen i Loven om, at Ejeien skulde have Ret t il at opsige hvert 3. Aar, var i den Grad en udelukkende teoi etisk Kon­ struktion af politisk uigennemførlig Art, at den maatte fremkalde en saadan Storm fra Lejernes Side, naar Tidspunktet for de mange Opsigelsei indtraf, og at Bestemmelsen maatte blive en Narresut for Ejerne. Dette forudsagdes i vor Henvendelse til Rigsdagsudvalget, og Forudsigelsen kom til at holde Stik. Med den urigtige Begrundelse, at Boligreserven 1 Køben­ havn og paa Frederiksberg endnu fandtes at væie for lille, gennemførte Inden

151