Esajaskirken_1903-1928

90

fest ikke alene at staa stille og se tilbage, men langt mere at spejde ud i de kommende Dage. Et Sted i Salomos Ordsprog*) skildres den ideale Hustru. Der siges meget om hende og alt hendes Arbejde, men det skønneste, der siges, er dette: »Hun smiler ad den kommende Tid.« Det er stort sagt om et Menneske at kunne »smile ad den kommende Tid« — ikke et overfladisk Fagadesmil, der ikke ser, hvad svært der kan ligge gemt i de Dage, der kommer, men som — komme hvad der vil — kan møde det alt med et Smil, som blev lært hos Gud. Saadan kan et Menneske aldrig blive i egen Kraft i en Ver* den, der gaar mod Efteraar og Vinter, i en Verden, der lever for at dø, i en Verden, hvor H jerterne smittes og plettes af Synd og Smuds. Men det kan læres hos ham, der engang talte de dejlige Ord: »Jeg kender de Tanker, jeg tænker om Jer, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give Jer en Fremtid og et Haab.«*) Der er unge, der drømmer om at skabe sig en Fremtid og blive noget. Og det kan man her paa Jorden, naar man er dygtig og flittig og har Lykken med sig. Men dybest set er det jo slet ikke »en Frem* tid«; thi den bliver hurtigt til Nutid og Fortid — der smuldrer hen og glemmes. En Fremtid med Evighed i kan kun gives af Gud, og den gives kun den, der dybt føler, at han ikke er den værd. »Ak, kære Herre Jesus, jeg er Dig ikke værd, jeg ødte bort min bedste Kraft i fremmed Ledingsfærd.« Lykkelige Esajas Menigs hed! om det maa ske mere og mere, at Mennesker forstaar, hvor smaa og fattige de er, og hvor lidt de kan af sig selv, saa Hjerterne modnes til at tage mod Jesus som Frelseren. Da skabes en Fremtid og et Haab. Netop en Fremtid og et Haab! Thi det kan nu kern des paa Mennesker, for hvem Jesuslivet er blevet en levende Vir* kelighed, at der kan »smiles ad den kommende Tid.« Skulde ikke han, som Langfredag kæmpede Jættekampen, til den blodige Sejr blev vundet, skulde ikke han, som Paaskemorgen sprængte Dødens Porte, kunne hjælpe i de kommende Dage? Saa kan der hviles i,

*) 31, 10— 31. *•) Jer. 29— 11.