Erindringer_1937

I (33

og utrættelige Hjælper, der liavde sat Maurice Maeterlincks „Den ubudne“ i Scene, mig indtrængende om at slette Wieds Skuespil. Det vilde aldrig gaa godt! Og Abrahams støttede ham ved drastisk at sige: „Hvis jeg forsøgte at spille et saadant Stykke, vilde mit Publikum tage Stolene for at kaste dem i Hovedet paa Skuespillerne.“ Men jeg fastholdt, at „En Bryllupsnat“ baade af Hensyn til For­ fatteren og de spillende maatte gives. Om Aftenen var jeg urolig paa Grund af Lehmanns og Abrahams’ Betænkeligheder, og jeg gik ind i Regissørkontoret for at tale lidt med Hellemann og Lehmann, da den farlige Scene i Stykket nærmede sig. Pludselig lagde vi Mærke til en forvirret Larm — „Publikum pro­ testerer!“ raabte Lehmann. Vi løb ind i Kulissen og hørte flere T il­ skuere skrige: „Ned med Tæppet! Ned med Tæppet!“ Det syntes, som om de protesterende rent havde glemt, at de befandt sig i et frit Theater. Tæppet gik ned, og et Ø jeblik efter op igen, idet Ove Rode traadte frem, ledsaget af Maskinmand Eskelund, der slog paa en Gongong. Men ved det første Slag gik Gongongen midt over, og under Skoggerlatter sænkedes Tæppet. Det gjaldt om at komme videre, for at Publikum kunde opdage, at Barnet ingenlunde var kvalt. Men da, efter en heftig Diskusssion mellem Folketheatrets Inspektør Dorph-Petersen, der bestemt fra- raadede at fortsætte, og Bestyrelsen, der holdt paa, at Stykket skulde spilles til Ende, Tæppet atter hævede sig, begyndte Larmen paany. Olivia Jørgensen besvimede, og nu var Fortsættelsen udelukket. Tæp­ pet faldt for den ufuldendte Opførelse. Olivia Jørgensen blev bragt ind paa sit Værelse, medens jeg saa Ludovica Levy i Dragten som den gamle Bedstemoder sidde i et Hjørne af Skuespiller-Foyeren og rokke frem og tibage med Hovedet. Noget lignende havde hun aldrig op levet! Endelig kom Theaterlægen Sommerfeldt, som der var gaaet Bud efter, styrtende, men da var Olivia Jørgensen forlængst kommen til sig selv igen. Det blev senere fortalt, at det var en hysterisk Dame, som var Skyld i det hele Postyr. Edvard Brandes var med Rette rasende over Publikums Holdning, men den Art Optrin syntes at være obligate i fri Theatre — husk Skandalen i „Freie Biihne“ . Men Paul Marcussen levede længe højt paa denne Begivenhed i „Avisen“ . Gustav Wied tog sit Uheld med en Blanding af Sindsro og Humor. Han sendte mig det trykte Stykke med et Antifebrin-Pulver indhæftet paa det kriminelle Sted. Forestillingen fortsattes saa — ingen forlod den til Trods for Sindsbevægelsen. Da jeg havde samlet mig igen, var man langt inde i Edvard Brandes Skuespil „E t Brud“ , ved hvis Iscenesættelse For­ fatteren selv havde bistaaet. Og tilsidst fulgte „Den ubudne“ , hvis Uhyggestemning saa mærkelig paavirker Sindene. Som en af Smaa- pigerne i Stykket medvirkede en lille 17aarig Elev, Anna Halberg fra Dagmartheatret, som Johannes Marer havde anbefalet — det var

11 *