Erindringer_1937

152 Journalist. Men Holger Drachmann lod sig intet byde og raabte op: „Lad vær at sidde her og stirre paa Din Navle!“ Udenfor Kontoret var Peter Hansen dog den gamle, fyldt med Anekdoter og Oplevelser, en munter Fortæller hos à Porta eller i Journalistforeningen og uden megen Højtidelighed. Hans Skæbne var den, at han for sent var bleven Direktør — deri lignede han I. L. Heiberg, om hvem han skrev sin første Bog. Jeg skal ikke foregribe nogen Theaterhistorie og redegøre for Repertoiret. Det var Ibsen-Aarene, og til mine stærkeste Indtryk hører „Fruen fra Havet“ , „Lille Eyolf“ , „Bygmester Solness“ og „John Gabriel Borkman“ med Elmil Poulsens gribende Kunst. En Forestilling, som for mange af os unge gjorde Epoke, var i Januar 1890 Gunnar Heibergs Skuespil „Kong Midas“ , hvor Fru Hen­ nings’ Fremstilling af Anna Hjelm virkede effektfuld. Og Emil Poulsen spillede Redaktør Ramseth med kraftig Persontegning. Jeg husker fra Tilskuerpladsen paa denne Aften en ung, leende norsk, meget smuk Dame; det var Fanny Drewsen, den senere Fru Esmann. Heiberg var det glade Midtpunkt i en lille Fest efter Forestillingen, som kom til at hvirvle en tæt Støvsky op. Borchsenius indledede i „Morgenbladet“ en rasende Kampagne mod Det kgl. Theater, fordi det havde spillet dette Bjørnson-fjendtlige Skuespil. Og Kampagnen udvidedes, da Gunnar Heibergs Vennekreds stillede det Krav, at Didi Heiberg som Gæst burde udføre Anna Hjelm nogle Gange. Ovre i Malmø skulde nu August Lindberg med sit Selskab spille „Kong Midas“ med sig selv som Ramseth og Didi Heiberg som Anna Hjelm. Hvad var rimeligere, end at alle de, der var begejstrede for Stykket, for dets Forfatter og hans Hustru, tog over Sundet og over­ værede den nye Première? Et animeret Selskab forsamlede sig en Eftermiddag paa Damperen i Havnegade — alle Vennerne fra „Kø­ benhavn“ og „Politiken“ . En enkelt Højrejournalist, A. Falkman, var ogsaa med. Jeg havde et godt Øje til ham, der nogle Dage for­ inden i Folketingets Referentloge i en ubehagelig Tone havde spurgt mig, om jeg havde noget der at gøre? Men hans brøsige Ubehag ved at se et nyt Ansigt opløste sig paa Turen i idel Velvilje. Vi hyldede Lindberg og Didi Heiberg baade i det gamle ube­ kvemme Malmø Theater, som stadig staar, og senere paa Kramers Hotel ved en Banket, som varede til den lyse Vintermorgen, og hvor det gik varmt til, hvad den Regning paa knuste Glas og brækkede Stoleben, Jacob Jacobsen senere offentliggjorde i „Af Dagens Krø­ nike“ , tilstrækkelig vidnede om. Men Rejsens Resultat efter de An­ meldelser, der blev skrevne, viste sig ud paa Foraaret, da Didi Hei­ berg besejrede Modstanden og kom til at udføre Anna Hjelms Rolle paa Det kgl. Theater — visselig mindre teknisk fuldfærdigt end Fru Hennings, men med mere vulkansk Temperament. I disse Aar blev Dagmartheatret kreeret som Det kgl. Theaters Konkurrent. Man lagde Vægt paa Repertoirets Lødighed og søgte at