Erindringer_1937

134 30 Aar gammel, ung og spænstig, ladet med Energi — det rødblonde Haar stod som en Glorie om hans Ansigt, hvis Minespil aldrig faldt til Ro. Nej — han vilde ikke læse op ! Han skulde nu spille Tygesens Rolle i sin Faders Lystspil „Geografi og Kærlighed“ paa Det kgl. Theater, og tænk nu, hvis Københavnerne ikke skulde forstaa hans Norske! Derfor skal De gaa med til Prøven i Morgen og sige mig Deres Mening! Vist skal De det! Jeg skal nok lodse Dem ind. De skriver da vel ikke i Bladene? Jeg tav stille — først bagefter fortalte Rode ham, at jeg var Med­ arbejder ved „København“ — og næste Formiddag afhentede jeg Bjørnson i Mezzaninen, hvor han boede, spændt paa, om det virkelig skulde lykkes mig at komme til at overvære en Prøve paa Det kgl. Theater — i Kammerherre Fallesens Dage, da Tanken om uvedkom­ mende Tilskuere paa en Generalprøve, for ikke at tale om en almin­ delig Scene-Prøve var ligefrem revolutionær! Men med Bjørn Bjørnson som Fører forcerede jeg Portnerlogens Cerberus, kom over Scenen ned i Parkettet, hvor Bjørnson anviste mig Plads i 2det Parket. Lidt foran mig sad Olaf Poulsen, der ivrig konserverede Charlotte Wiehe -— han kaldte paa Bjørnson og fore­ stillede: „Vilhelm Wiehes Hustru“ . Saa begyndte Prøven — Tygesens Scener. Fru Hennings var syge­ meldt, og William Bloch markerede som Sceneinstruktør hendes Repliker efter Bogen. Den frygtede Kammerherre viste sig ikke. Bjørnson afhentede mig igen, da Prøven var endt, og fulgte mig ud af Labyrinten. Jeg kunde trøste ham med, at hans Replik var tydelig og let forstaaelig for danske Øren. Nu saa mange Aar efter siger Bjørnson altid, naar vi mødes; „Kan Du huske Prøven“ ? I 90ernes første Aar blev Bjørnson et Centrum i det københavn­ ske Theaterliv. Opførelsen af Gunnar Heibergs Skuespil „Kong Midas“ havde fjærnet baade Bjørnstjerne og Bjørn fra Det kgl. Theater — i det hele var Bjørnstjerne Bjørnson paa dette Tidspunkt noget uregerlig. Da Bestyrelsen for Studentersamfundet f. Ex. skrev til ham og bad ham holde Foredrag, svarede han Alfred Christensen paa en løsreven Lap Papir: „De kan tro, det skal vare en Stund, før jeg kommer i Studenterlag“ . Bjørn var altid charmerende og talende, spillede sine Glansroller og satte i Scene paa Dagmartheatret, og hans daværende Hustru Gina Osello (Ingeborg Aas) sang „Carmen“ med spansk Realisme paa Det kgl. Theater. Begge var de Midtpunktet i megen Selskabe­ lighed. Gina Oselio kunde godt dæmpe de altfor heftige Udbrud af Kunstnertemperamentet ved sin blonde Ligevægt. En smuk og stil­ fuld Fest paa Hotel d’Angleterre for Bjørnson dannede Afslutningen paa dette hans københavnske Intermezzo, inden Nationaltheatret i Kristiania aabnedes under hans Ledelse.