Erindringer_1937

98 Venstreparti. Men Sammenholdet skulde endnu staa sin Prøve, da Estrup lige efter Nytaar opløste Folketinget. Sommervalg havde ikke vist sig gunstige for Regeringen, baade Folketingsvalgene i Maj og Juli 1881 og i Juni 1884 havde kun bragt den Tab. Hvad om man nu ligesom i 1879 forsøgte paa et Valg midt i Vinterens Hjærte? Lige efter Nytaar blev Valgene udskrevne til sidst i Januar, skønt Valgperioden først udløb til Sommer, og der begyndte en Valgkamp, der overgik alle tidligere og alle følgende i Heftighed og Ophidselse. Mægtige Plakater spændtes over Gaderne, og ved Valgmøderne gik det ofte saa voldsomt til, at Argumenterne tilsidst blev slaaende. Og det lod næsten til, at Vinteren vilde være Estrup følgagtig. I hvert Fald var det bitterlig koldt med Sne hin Aften, da jeg sam­ men med nogle Studenterkammerater tog til Lyngby for at overvære det Møde paa Rustenborg, som afholdtes af Højres Folketingsmand, Kammerherre Rosen, og hvor ogsaa Oppositionens Kandidat, Konsul Stiirup, vilde give Møde. Ad en Bagtrappe var paa Forhaand Lyngbyvælgerne, døbt Græv­ linger af deres Bysbarn Henrik Cavling, hvem Hørup havde kaldt hjem fra Paris, for at han kunde overtage en væsentlig Del af Valg­ stoffet, listet ind i Salen og havde besat alle Siddepladser. Da de fik Øje paa den lille, mimrende Kammerherre med Sælhundeskægget, udbrød de i Jubel. Ved Referentbordet med Ryggen til Salen sad selve Henrik Cavling, hvem hans Avindsmand ikke kendte. En Gartner, der talte et Kaudervælsk af dansk og tysk, bød Velkommen, Dr. Goldschmidt, Digterens Søn, overtog Dirigenthvervet, og Kam­ merherre Rosen, iført Pels, som han knappede op og tog af, medens han allerede havde begyndt paa sin Tale, hævdede, at „saalænge en provisorisk Lov gælder, er den gyldig“ . Denne herlige Almensandhed fremkaldte hos mig et saadant Latterudbrud, at en Mand, der erklæ­ rede at være Lyngbys Sognefoged, privat rettede den Forespørgsel til mig, om jeg var kommen derud for at forstyrre Mødet, hvorpaa han greb den bredbringede Hugo Halberstadt i Brystet for at kaste ham ud, hvad der dog ikke lykkedes. Men nu rettedes Opmærksomheden mod Konsul Stiirup, der stor og mægtig var kommen frem paa Talerstolen. „Smid ham ned! Smid ham ned!“ hvæsede Grævlingerne. „Hvem er det, der vil smide mig ned?“ , spurgte Stiirup. „Kom her op, saa skal vi se, hvem der er den stærkeste“ . Paa dette Tidspunkt kæmpedes der rundt i Salen af smaa rasende Grupper. Situationen var kritisk, og da et af de to sene Aftentog netop kunde naaes, valgte flere af os Harens Vaaben og styrtede af­ sted. Men de af vore Kammerater, der først naaede det andet Tog, havde ikke undgaaet at faa Grævlingekløer i Nakken. Mødet var et enestaaende Situationsbillede fra denne forbitrede Valgkampagne og uforglemmeligt ved Modsætningen mellem den stoute Konsul og den vindtørre Kammerherre.