ErikBøghMinFørsteForfattertid

89 Da jeg nu den Gang for Resten — indtil Overmaal næsten! — var livsglad og ung og sund og fri for al Pessimisme, kunde mit Tilfælde kun finde en rimelig Grund i en ondartet Atavisme, saa samled jeg min Energi — Jeg maatte jo se at befri mig ved en eller anden Kur for dette Gengangeri af min fordums Uglenatur. Nu vidste jeg: der var Røgelser, hvormed man kunde forjage saadanne slemme Spøgelser — i alt Fald i gamle Dage — det gav mig den gode Idé: at bolde en Autodafé over de Natuglesange, jeg i et Par Aar eller tre havde spækket med Ak og Vé — De kan tro, det var mange! — og se: ved Røgen og Lugten af Branden tog Fristeren Flugten, det Baal havde gjort ham bange. Saa gik der igen et Par Aar, før atter min Lire jeg stemte,