ErikBøghMinFørsteForfattertid

men gik derpaa over til at gøre mig Bebrejdelser, fordi jeg havde stræbt at latterliggøre en Digter, som jeg ikke forstod at værdsætte, da han var begavet med dybere Følelser og mere Alvor, end hans lystige Søskendebarn. Versene var ulastelige, Haandskriften en meget øvet og sirlig Damehaand, og Underskriften: *** Den Lethed, hvormed Brevet var vercifi- ceret, kunde næsten friste mig til at tro, at det stammede fra en eller anden routineret Digter, men Indholdets Naivitet og den kvindelige Tilbøjelighed til at tage Parti for det Sentimen­ tale bekræftede den Formodning, som Haand­ skriften havde vakt. Følgende Fragment vil være tilstrækkeligt til at give Begreb om det Hele: „At Deres Sind er lyst og let, Saa De kun lo, naar han har grædt, Det giver Dem jo ingen Ret Til ham saa grumt at dømme, De kender vist i :alle Fald Kun lidt de Sorgers Maal og Tal, * Som han — en dyb og følsom Skjald — Har lidt i sine Drømme.