ErikBøghMinFørsteForfattertid

73 kvædsvise paa tre Vers at synge, var forsynet med dobbelt saa mange Reserve-Vers „bei Her- vorrufung zu singen“, og han var altid sikker paa at blive fremklappet, ti der er overalt et Publikum, som vil have saa meget som muligt for sine Penge, og det holder ikke op at klappe, saa længe der er Haab om endnu at kunne frembanke et Ekstra-Vers. Jeg behøver næppe at sige: at disse Om­ kvædsviser, der saaledes — selv om de var nok saa tarveligt skrevne — fremkaldte seks, syv obligate Klapsalver, stod i høj Kurs hos Skuespillerne, og ligefrem blev savnede i Sang­ spil, hvor de ikke fandtes. Lange, der af den Grund nærede en gammel Kærlighed for de tyske „Liederpossen“, betragtede det derfor som en rigoristisk Særhed, at jeg den ene Gang efter den anden vægrede mig ved at fordanske de tyske Farcer af N e s t r o y , S c h n e id e r , K a lis c h , Fr. H opp og F r ie d e r ic h K a ise r , som han ønskede oversatte og bearbejdede. Engang, da jeg bragte ham en efter min Mening uendelig slet tysk Farce af Sidstnævnte „Der S c h n e id e r a ls N a tu r d ic h te r “ tilbage, beklagede han sig, som sædvanligt, over denne min Særhed, der bragte mig til at vrage Ar