ErikBøghMinFørsteForfattertid

58 Jeg maatte tie og erkende, at Manden havde Stykket var altsaa erklæret for umuligt, og følgelig forkastet, men jeg skylder mig selv den Retfærdighed at bevidne, at jeg aldeles ikke fortænkte vor store Dramaturg i den tagne Re­ solution — og jeg havde da ogsaa saameget mindre Aarsag dertil, som han havde udtalt sig saa venligt om hele Stykket. Til Afsked sagde han endogsaa: — Lad Dem nu ikke afskrække af dette lille Uheld, men skriv os en Vaude­ ville uden at gaa paa Raad med d’Hr. Recen­ senter, saa faar De nok bedre Lykke næste Gang. Man har — endogsaa paa Tryk — fortalt at Aarsagen til, at jeg aldrig oftere tilbød det kongelige Teater noget af mine originale Ar­ bejder, skulde være den, at jeg i Forbitrelse over „Huldrebakken“s Forkastelse havde be­ stemt mig til, aldrig mere at prøve min Lykke der; men det er kun en Fiktion, hvormed man har forsøgt at forklare den Kendsgerning: at ingen af mine Vaudeviller er komne frem paa vor nationale Scene. En saa urimelig Beslutning kunde det aldrig falde mig ind at fatte; aller­ mindst, da jeg som sagt maatte erkende Gyldig fuldstændig Ret.