ErikBøghMinFørsteForfattertid

39 fik jeg det lidet trøstende Svar: Ja, de er jo ganske morsomme, men da de ikke er sungne paa Teatret, er det et Spørgsmaal, om Nogen vil købe dem. — Det Spørgsmaal maa jo De som Musik­ handler have en Mening om — tillod jeg mig at forudsætte — Hvad byder De for Heftet? — — Jeg kan sku slet ikke byde Dem Noget, førend jeg ser, hvad Lykke det gør. Men jeg skal gerne udgive Viserne, og hvis de saa gaar godt, kan De jo faa et Honorar derefter — svarede han. — Nej, je g er ikke Musikhandler, og derfor kan jeg ikke indlade mig paa nogen Conto a mefa-Spekulation. De som derimod kender baade Deres Risiko i værste Fald og den Indtægt, De i heldigt Tilfælde maatte kunne opnaa, maa jo nu, da De har hørt Viserne, kunne afgøre, om De vil udgive dem eller ikke, og i første Fald, hvad De vil give for dem — vedblev jeg og vendte mig for at skjule den Flovhed, jeg følte, om imod Væggen, der var behængt med smaa Oliemalerier. Hornemann var nemlig ogsaa Kunsthandler paa den Tid. Efter en Pavse tog han til Orde igen: Jeg ser, at De holder af Malerier — Vi kan jo gøre