ErikBøghMinFørsteForfattertid

15 Selskabet det ubesindige Løfte: at vi i Aften skulde mødes igen allesammen, men der er nok ikke ret mange af dem tilbage“ — svarede jeg. „Nej, der er saa faa, at dersom Løftet skulde holdes, og de mødte i Aften, saa kom Du og jeg alene til at sidde sammen med tyve døde Kammerater, Vi var ialt kun 22. Nu er vi kun To tilbage.“ Han viste mig Listen, som han havde op­ tegnet hin Aften. — Hvilket Mandefald! — Direktør L a n g e , Regissør Oriam un dt, Skue­ spillerne: K r is t ia n S c hm id t, Born em ann , P r in tz la u , M a rtin i og B en tzon , Forfatterne Faber, A d o lf R e c k e , P ou l G h iew itz, Borre, Kammermusikus H an sen , og den hele Flok af „Skuespiller-Venner“ fra 1849 — de havde hver og en efter sin Tur faaet Forfald. Den eneste af alle de den Gang jublende „gode Venner“, der havde overlevet de fem Gange fem Aar, var virkelig nu min gamle Antago­ nist, med hvem jeg næsten i hele den svundne Aarrække havde vekslet Ubehageligheder, og han blev da — symbolsk nok! — ene om at repræsentere den Modstand, som min irriterende Medgang fra først af havde paadraget mig, og som jeg nu paa lidt nær havde overlevet!