ErikBøghMinFørsteForfattertid

207 det fra n sk e L y stsp il „Chevalier de Grignon “, der blev opført u n d er T itel „ E n t r o T j e n e r “. P a a O p læ sn ing sp røv en v a r alle R o lleh av end e sæ rdeles tilfredse, lige til der blev S p ø rg sm aal om K o stym ern e. Da de S pillende v a r fra n sk e Em ig ra n te r og S v a re t a ltsa a blev: — D am ern e hø jt S æ t og A d rien er, H e rre rn e : H v ide P a ry k k e r, trek a n ted e H atte, b rod ered e K joler, K næ b u k se r, S ilk estrøm p er og S ko — gik der et dyb t „U h !“ g ennem F oy eren . E fter en P av se su k k ed e R eg issø ren : — S a a k a n vi gern e sp a re In d stu d erin g e n . S ty k k e r m ed trek a n ted e H a tte og P a ry k k e r h a r ald rig g jo rt L ykke! — N e j, det er vist! — istem te alle de A nd re. — S y n es De da ikke, a t S ty k k e t er god t? sp u rg te jeg. — Jo, det er b aad e sm u k t og m orsom t — indrømm ede hele P erso n alet. — Men et S ty k k e i d e t K ostym e . . . — g entog alle og ry stede p a a H ovederne. Det v a r slemm e V arsler, m en da je g spu rg te hvo rfo r „et S ty k k e fra P a ry k tid e n ikk e skulde k u n n e gøre L ykke, n a a r det b aade v ar sm u k t og m o rsom t,“ vidste In g en N oget at svare. Det