ErikBøghMinFørsteForfattertid

186 som P riv a tm a n d og M illionæ r, vilde væ re tabt. s a a sn a rt h an fik A n sæ ttelse som S ku esp iller. Men u ag tet je g søgte at gøre T e a te rliv e t saa afsk ræ k k e n d e som m u lig t, fasth o ld t h an sit Ø n sk e: — h a n følte selv, a t h a n træ n g te til at u n d e rk a ste sig tv ing end e P lig te r, og at den ub eg ræ n sed e U afhæ n g ig h e d , som h a n s n u ­ væ rend e S tillin g m ed fø rte, fristed e h am til baad e E t og A ndet. D esuden m en te h an , at T e a tre ts P lig te r ikk e v ar sa a stræ n g e . H eri m a atte je g p a a det B estem teste m od sige ham . Je g p aa v iste ham som E k sem p el, a t U deblivelse fra en P rø v e m edførte en u efterg iv elig M ulkt a f en M aaneds G ag e: — Ik k e væ rre! — udbrød h a n leende — T ro endelig ik k e , a t et P a r H u n d re d e D alers T a b vilde volde m ig den m indste Gêne — vedblev h a n nok sa a gem ytlig, m en h a n blev i h ø jeste G rad o v errask e t, da jeg- fo rsik red e ham , at denne flotte O p ly sn in g um u lig ­ gjorde h an s E n g ag em en t. — M u lk tern e er jo en S tra f, og det ophøre, de at væ re fo r den, der ik k e g en eres a f dem. F o r ham h a r a ltsa a Lovene ingen B e ty d n in g for sa a vidt, som h an u n d ta g elsesv is ikk e k a n straffes, n a a r h a n o v e r­ træ d e r dem . E n sa ad a n U nd tag else k a n en T e a te rd ire k tø r ikk e taale i sit P erso n ale , aller-