ErikBøghMinFørsteForfattertid

176

T il m in sto re F o ru n d rin g blev je g derim od m od lag et med en m eget sv al Høflighed som en aldeles fremm ed P erson , om hvem m an ik k e vidste, en ten h a n h avd e O nd t eller Godt i S inde. Je g sk y n d te m ig derfor at frem føre m ine T il­ bud i det H aab , at de vilde b ev irk e et Om slag i S tem n in g en — m en nej! — uden a t sige et O rd eller fo ra n d re en Mine, tog h a n et P a p ir op a f Lomm en og g av m ig det som S v ar. Det v ar et T eleg ram fra K am m e rra a d L ang e, hvo ri denne tilbød : at frikøbe h am fra K o n tra k te n med B ru n og a t en g a g ere h am ved H o ftea tre t med samm e Gage, som je g h av d e tilb u d t ham . — K an Du v irk elig væ re i T v iv l om, h v ilk e t a f de to T ilb u d Du vil fo re træ k k e ? — sp u rg te je g fo rund ret. — Ja , Du byd er m ig jo ik k e m ere end L ang e, og H o ftea tre t m a a jo dog fo re træ k k es for K asino — sv ared e han. — Je g tro ed e Du fo re trak en L irek a sse for . . . — — Ja , m an sig er sa a m eget, n a a r m an er fo rnæ rm e t, men der er g aa et et A a r siden den T id, og nu tilbyd er jo L ang e m ig . . . — A t blive N um m e r T re ved H ofteatret,