ErikBøghMinFørsteForfattertid

162 komm e til noget R e su lta t sen t p a a A ften en, m en k o rt efter at Mødet k u n d e væ re b egynd t, blev je g k ald t ud i F o rstu e n til et Bud, der b ra g te m ig en lille B illet, hvo ri je g blev a n ­ m odet om sn a re st m u lig a t indfinde m ig p aa Mødet i K asino . Je g fo rsv a n d t a ltsa a i S til­ hed og sk y n d te m ig derud. D a je g kom der v ar baad e B e sty relsen og R e p ræ se n ta n ts k a b e t i højeste G rad forb itrede. L an g e h avd e n em lig i S ted et fo r selv a t in d ­ finde sig ved Mødet, sen d t dette et B rev, h v o r­ ved h an tog sit T ilb u d tilb ag e og erk læ re d e: ik k e m ere at k u n n e fo rh and le med B esty relsen . A lle h avd e derfor væ ret enige om at h env end e sig til m ig, og da L ang e nu h av d e afb ru d t F o rh a n d lin g e rn e , m ente m an , a t m ine L tensyn til h am m a atte bortfalde, da T ilbud et, dersom je g ikke m odtog det, vilde blive g jo rt en a f de rejsende D irektører, som ikke vilde b etæ n k e sig p a a at gribe det med begge H æ n d e r. D erm ed v a r en af m ine stø rste B etæ n k elig h ed er ryddet a f V ejen, og F ristelsen blev et sa a m eget m æ g ­ tigere, a t je g næ ppe kund e m od staa den. K o n ­ tra k te n laa allerede fæ rdig i U dk ast, og m an e rk læ red e sig p a a F o rh a a n d villig til at im øde­ komm e m ine Ø n sker, hvis je g vilde h av e et