ErikBøghMinFørsteForfattertid

160 overtage Entreprisen og vilde engagere en a rti­ stisk Direktør til at styre Teatret. Nu korn han for at spørge mig, om jeg var villig til i saa Fald at overtage denne Post. Det var et meget fristende Tilbud for en ung Mand, der ikke havde andre Indtægter end de Srnaapenge, han under vore trange Forhold kunde fiske op af Blækhuset, og jeg tilstaar, a t jeg i første Øjeblik var nærved at svare et ubetinget Ja, men da jeg fik tænkt mig lidt om, forekom det mig, at jeg under Ordene „i saa F a ld1 skimtede lidt af en Hestefod, der stak frem. Jeg tog ikke fejl. Jo mere jeg tænkte mig om, jo tydeligere kom den til Syne. Lange havde altsaa endnu ikke sagt sit sidste Ord, og det vilde være et godt Middel til at faa ham til at gaa ind paa de stillede Betingelser, naar Bestyrelsen kunde lade ham vide, at den havde hans eventuelle Eftermand i Baghaanden. Dette vilde ikke være diskret, men jeg var lige saa vis paa, at man vilde benytte dette Middel, som jeg var paa, at hvis det hjalp, vilde Lange aldrig tilgive mig, at jeg havde været villig til at træde i hans Sted. Jeg vogtede mig derfor vel for at give