ErikBøghMinFørsteForfattertid

149 essant By, fuld af vanskabte Helgenbilleder, fængselagtige triste Huse og Kirker, hvis Al- tere var pyntede med Fastelavnsris, og hvis Vægge var dæ kkede. af grimme Malerier. E t af de sidste fremstillede den hellige Erasmus’ Martyrium. Den fromme Helgen ligger paa Ryggen fastbundet til en Bør, mens Bøddelen drejer paa et Spil, der vinder hans Tarme ud gennem et Hul, der er stukket i hans Mave. Dette væmmelige Martyrbillede blev i lang Tid mit mest uforjagelige Minde om Bøhmens præg­ tige Hovedstad, som jeg paa senere Rejser fik gjort et ganske andet Bekendtskab med. Det glade W ie n blev en velgørende Mod­ sætning til det melankolske hyperkatolske Prag. Her kom jeg til at forstaa de Indfødtes Omkvæd: „Es giebt nur a Kejserstadt, es giebt nur a W ien.“ Her kunde jeg helt leve for min Rejse­ opgave at studere Folkelivet og Teatrene, her var jo særlig de berømte Folketeatre: Karl­ teatret og „Theater an der W ien “, som jeg havde hørt omtale som Mønstre for den Skue­ plads, jeg nu skulde til at dirigere, her havde R a y m u n d skabt et helt Repertoire af Folke­ komedier, her virkede endnu den populære