ErikBøghMinFørsteForfattertid

106 tydning paa hvert Sprog, havde han overført i den danske Oversættelse. Uagtet s p r i n g a be­ tyder lø b e paa Dansk, oversatte han allevegne springa med springe, og skønt s t a n n a er det samme Ord som s ta n d s e , omskrev han det altid med stande. Ordet d it, der skulde over­ sættes med det danske d id eller d e r h e n læste han som ditt, og naar Korporalen spørger Kon­ gen om han „får svansa dit K an on ? “, tro r den troskyldige Oversætter, at Kanonen er Nevtrum og skriver „maa jeg dreje D in K anon ?“ At en Oppasser eller Tjenestekarl kaldes dräng vidste han ikke, og derfor lader han General Döbeln kalde paa Drengen, da Provsten skal kastes paa Døren. At Ordet liden paa Svensk er en Fortids­ form for Verbet att lida (lide mod Aften), veed han heller ikke, og derfor omskriver han det med det danske liden (lille) saaledes, at naar torpflickan siger Red mig en graf, o moder kär! Min lefnadsdag är liden, oversæ tter han glat væk: Red mig en Grav, o Moder kær! Min L e v e tid er liden .