ErikBøghMinFørsteForfattertid

102 satte et svensk Teaterstykke for Kasino, da han i saa Fald vilde opgive sit Forsæ t, at oversætte det. Jeg beroligede ham med den Forsikring, at jeg ikke tænkte paa at oversætte S tykket og tilføjede den Forklaring: at der ikke var nogen Sandsynlighed for dets Antagelse. I Sam talens Løb kom jeg til at gøre ham det nær- gaaende Spørgsmaal: om han forstod Svensk? Hvad jeg mente med det? Om han havde studeret den svenske Lite- ratu r — omgaaedes meget med Svenskere — eller opholdt sig længere Tid i Sverig? Nej, han kunde kun Svensk, som alle dan­ nede Danske. Om han nogensinde havde prøvet at over­ sætte en svensk Bog? Ja, han havde et oversat svensk Digterværk under Pressen, og ventede at det vilde ud­ komme en af Dagene — svarede han frejdig. — E t D igtervæ rk? — gentog jeg forbavset. — J a — „Fånrik Ståls sågner!“ — — Det er da vel ikke Deres A lvor? — — Jo, mit ramme Alvor — paa H a g e r u p s Forlag. Synes De d e t er saa forfærdeligt? —