ErikBøghFraMineUngeDage

87 genkendte jo tydelig hos mig selv alle disse første Y ttringer af den forfærdelige Drift, der til sidst forvandlede sig til en overvældende Myrdelyst, og forudsaa med Rædsel, hvorledes den en Gang vilde gøre mig til en umenneskelig F orbry der. Det skulde undre mig, hvis nogen Sinde en Syvaarsdreng har været nærmere ved at læse sig en Fortvivlelse til, end jeg var det. Alle mine Tanker og alle mine Drømme drejede sig kun om Mord og Drab, Fængsler og Rettersteder, og ligesom man ved Fljælp af en ophidset Fantasi kan opdage alle optænkelige Sygdoms­ tegn hos sig selv, saaledes overbeviste jeg mig uden Vanskelighed om, at den skæbnesvangre Spire ikke blot var til Stede «men i frodig Vækst: jeg syntes ganske tydeligt at kunne spore en vaagnende Blodtørst, der blev stærkere og stærkere for hver Dag, og jeg nærede ikke Skygge af Tvivl om, at den med Tiden vilde kunne drive mig til det aller Værste. Ja, skønt det lyder som Overdrivelse, er det ganske vist, at jeg endogsaa grublede over det Spørgs- maal: om det vilde være Synd at befri Verden fra et saadant vordende Uhyre. En saa fortvivlet Udvej til Flugt for „den