ErikBøghFraMineUngeDage

60 De Nætter ruge saa lange og sorte, Syvstjernen glimrer saa mat,

Ud stormer Vinden af Nattens Porte, Fælt knager Granen i kolde Nat — I Offerlundene Blæsten tuder Om mosgrode Støtter af Valhals Guder: „Vor Tid er forbi . . „Ja det er nok!“ — afbrød Instruktøren mig med en Mine, der lod os forstaa, at vor Tid ogsaa var forbi. Derpaa vendte han sig med et Skuldertræk mod Bedstefader og sagde: „Lad ham bare komme i Skole! Ved Theatret bar vi ingen Brug for Genier, førend de selv kan knappe deres Bukser!“ D et kunde ikke misforstaas! Jeg ved ikke, paa hvem af os disse mas­ sive Ord gjorde mest Virkning, men det ved jeg, at de hos mig forjog alle de Indbildninger, som Bedstefaders og hans Venners Beundring havde udklækket, og fyldte den ryddede Plads med forskræmt Selvmistro. Det var Teater­ kongen, der havde talt, og om hans Ord var der ingen Tvivl. Kongeord var Gudsord i den gamle Havnefogeds Hus, og den reducerende Mine, hvormed Ordene var bievne udtalte, var endnu mere overvældende end de! Den ud