ErikBøghFraMineUngeDage

389 sluttende Notits, uden at indlade mig paa nogen yderligere Detaljering, der let kunde paadrage mig Mistanke for at ville konkurrere med „Reisers Forfølgelseshistorie“. Hertil har jeg imidlertid ikke mindste Grund. At jeg' blev angrebet af det Parti, til hvilket jeg i Stemning fra 1848 selv havde kastet Handsken, det var jo ganske naturligt, og har jeg dvælet for længe ved Polemikken, er det fordi det var den første Dravat af de mange, jeg har været ude for. Publikum viste mig derimod en Velvilje og ydede mine Begynder-Arbejder et opmuntrende Bifald, som jeg stadig maa være taknemlig for, ligesom jeg i Norge altid fandt Støtte og Velvilje hos det Parti, jeg sluttede mig til — et Held, som jeg ikke altid har haft herhjemme. Jeg skrev endnu to Teaterstykker under mit Ophold i Kristiania. Det første „Ingen Mandfolk med i Spillet“ gjorde megen Lykke véd Oplæsningen og var efter min egen Mening ulige bedre skrevet end de foregaaende; men den Skuespillerinde, som ved min egen Fadæse havde faaet Hovedrollen, skilte sig saa uheldigt fra en Forklædningsscene, som hun ikke havde villet prøve i Kostume, at hun blev udhysset, derover syg af Harme og ude af Stand til at